En arbejdsgiver bestemmer som udgangspunkt selv, hvem han eller hun ønsker at ansætte. Det er en del af arbejdsgiverens ledelsesret.
Men ingen regel uden undtagelser. Der er grænser for, hvad en arbejdsgiver må annoncere efter, og hvilke oplysninger du skal give i forbindelse med ansættelsen.
Forskelsbehandlingsloven
Ved annoncering efter nye medarbejdere må arbejdsgiver ikke skrive, at firmaet søger eller foretrækker personer af en bestemt:
- Race
- Hudfarve
- Religion eller tro
- Politisk anskuelse
- Seksuel orientering, dvs. hvilket køn du tiltrækkes af
- Kønsudtryk - hvordan du udtrykker dit køn ved tøj, frisure, adfærd, tale mv.
- Kønsidentitet - hvordan du oplever dit køn
- Kønskarakteristika – omfatter de legemlige egenskaber
- National, social eller etnisk oprindelse
- Alder
- Handicap.
I forbindelse med selve ansættelsen må arbejdsgiver gerne spørge til din alder og evt. handicap, men alle de andre nævnte forhold overfor må arbejdsgiver heller ikke:
- anmode om
- indhente
- modtage
- gøre brug af
når du ansættes.
Læs om hvordan du håndterer jobsamtalen.
Retten til ikke at blive forskelsbehandlet pga. de nævnte forhold fremgår af forskelsbehandlingsloven, der også beskytter mod forskelsbehandling ved opsigelse.
Ligebehandlingsloven
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må lægge vægt på ansøgerens køn, oplysning om graviditet eller ønske om flere børn, når det bliver afgjort hvilken ansøger, der skal have tilbudt jobbet.
Bliver du spurgt, om du planlægger flere børn, har du ikke pligt til at svare. Vælger du at svare, har du også lov til at sige nej, selvom det ikke er rigtigt, fordi det er en oplysning, som din arbejdsgiver ikke må lægge vægt på.
Foreningsfrihedsloven
Det er også en privat sag, om du er medlem af en fagforening og i givet fald hvilken, jf. foreningsfrihedsloven.
Helbredsoplysningsloven
Endelig må en arbejdsgiver ikke spørge generelt til dit sygefravær, men kun bede dig oplyse, om du har eller har haft en sygdom, der kan få væsentlig betydning for din evne til at udføre arbejdsopgaverne på arbejdspladsen. I særlige tilfælde kan du være forpligtet til at skulle give sådanne oplysninger på eget initiativ. Det fremgår af helbredsoplysningsloven.
Får du jobbet
Hvis du får tilbudt jobbet, så kan du med fordel læse om ansættelseskontrakter samt lønforhandling for nyansatte.
Læs også om opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven.
Se også Hjælp fra Faglig afdeling.