I løbet af en ansættelse vil der ofte ske ændringer af de vilkår, der oprindeligt blev aftalt.
Din arbejdsgiver leder og fordeler arbejdet. Derfor kan din arbejdsgiver også ændre på, hvad du skal lave, hvornår og hvordan.
Ændringer inddeles i disse kategorier:
- Mindre ændringer, som ikke kræver et varsel.
- Mindre ændringer, som kræver et passende varsel.
- Væsentlige ændringer, som skal varsles med opsigelsesvarslet.
Mindre ændringer uden varsel
Ændringer som ikke medfører nogen ulempe for dig, kræver ikke noget varsel.
Din arbejdsgiver kan fx uden varsel bede dig udføre bestemte opgaver, hvis de naturligt hører til din stilling - også selvom du ikke tidligere har løst disse.
Mindre ændringer med passende varsel
Et passende varsel for mindre ændringer vil ofte være 14 dage. Varslet kan dog blive både kortere og længere alt efter omstændighederne.
Det vil fx være en mindre ændring, hvis din arbejdsgiver flytter din arbejdstid med en halv time, så du først skal møde kl. 8:30 i stedet for kl. 8:00.
Væsentlige ændringer
Vil din arbejdsgiver ændre væsentligt på dine vilkår, kan du forlange, at ændringerne bliver varslet med dit opsigelsesvarsel.
Det betyder, at din arbejdsgiver skal opsige dit ansættelsesforhold på de vilkår, der har været gældende indtil nu - og derefter tilbyde dig, at du fortsat kan være ansat på de nye/ændrede vilkår.
Du skal tage stilling til, om du vil fortsætte på de ændrede vilkår eller vil fratræde dit job. Det er vigtigt, at du tager stilling og får svaret din arbejdsgiver hurtigst muligt og overholder en eventuel svarfrist, fordi du ellers kan risikere at tabe din ret til at anse dig som opsagt af din arbejdsgiver.
Du har lov til at takke nej til væsentlige ændringer. Du bør derfor ikke få karantæne, men kontakt din a-kasse for konkret vejledning.
Det vil altid være en væsentlig ændring, hvis du bliver sat ned i løn, eller hvis du får frataget din status som funktionær.
Det kan være en væsentlig ændring, hvis arbejdspladsen flytter. Flere faktorer indgår i vurderingen:
- Hvor meget længere får du til og fra arbejde i km?
- Hvor meget bliver din transporttid forøget pr. dag?
- Giver flytningen dig problemer i forhold til børnepasning?
Mere markante ændringer i arbejdstiden kan være væsentlige, men igen har flere faktorer betydning for vurderingen:
- Hvad fremgår af din ansættelseskontrakt/overenskomst?
- Hvordan har dine arbejdstider været indtil nu?
- Giver ændringen dig problemer i forhold til børnepasning?
Konkret vurdering
Det vil næsten altid være en konkret vurdering, der afgør, om du kan forlange at få en ændring varslet. Vi hjælper dig gerne med dette - men får måske brug for at se din ansættelseskontrakt og andre dokumenter, der forklarer reglerne før og efter ændringen.
Se også Hjælp fra Faglig afdeling.