Kommunerne skal tilbyde unge mellem 13 og 17 år et lommepengejob, hvis kommunen har fået oplyst, at de unge er på vej ud i kriminalitet. Jobbet skal følge de sædvanlige overenskomstvilkår og arbejdstidsregler.
Ansættelse
Kommunen kan tilbyde et lommepengejob i kommunen eller aftale det med en privat arbejdsgiver.
Ansættelse sker efter de samme love, der gælder for andre lønmodtagere fx ferieloven.
Løn mv.
Løn- og arbejdsvilkår skal være efter overenskomst, hvis arbejdet er omfattet af en. Gælder der ingen overenskomst, skal vilkårene svare til, hvad der normalt gælder i overenskomster indenfor arbejdsområdet.
Hvis der slet ikke findes en overenskomst for arbejdsområdet, skal vilkårene svare til det, som anses for normalt indenfor tilsvarende arbejde.
Arbejdsområde
Der er grænser for, hvilket arbejde unge må arbejde med. Det afhænger af den unges alder, og om 9. klasse er afsluttet, eller den unge på anden vis ikke er omfattet af undervisningspligt.
Unge mellem 13 og 14 år og dem, der ikke har afsluttet 9. klasse må kun lave lettere arbejde fx:
- plukke bær.
- lettere ekspedition i forretninger, restauranter m.m.
- modtage, sortere, optælle, prismærke og pakke varer.
- håndtere tomme flasker.
- bringe aviser og reklamer ud.
- opsætte bøger på bibliotek.
- passe mindre husdyr og heste.
- udføre lettere rengøring.
Unge mellem 15 og 17 år, der har afsluttet 9. klasse eller på anden vis ikke længere er undervisningspligtig, må have alle former for arbejde, som ikke er farligt. Arbejdstilsynet beskriver, hvornår et arbejde anses for at være farligt.
Endelig gælder for alle unge, at der skal tages hensyn til alder og skolegang, når arbejdet skal tilrettelægges og udføres.
Særlige arbejdstidsregler
For unge under 18 år gælder der også særlige regler for arbejdstiden i forhold til, hvor mange timer de må arbejde, i hvilket tidsrum de må arbejde, hvornår de skal have pauser og hviletid. Læs om reglerne i Unge på arbejde.
Kontrakt
Der skal laves en ansættelseskontrakt, når den aftalte eller den faktiske arbejdstid gennemsnitlig er mere end 3 timer pr. uge 4 uger i træk.
Det er vigtigt med en kontrakt, som skal give nogle helt bestemte oplysninger, som vi beskriver under Ansættelseskontrakt.
Ophør ved 18 år
Loven gælder kun indtil 18 år, hvor lommepengejobbet automatisk udløber, men arbejdsgiveren og den unge kan selvfølgelig aftale, at ansættelsesforholdet fortsætter på normale vilkår for lønmodtagere over 18 år.
Mere info
Læs mere her, hvor beskæftigelsesministeren fortæller om det nye tiltag for at hjælpe unge, der er kriminalitetstruet.