Minimumskrav til dine ansættelsesvilkår

Der er vilkår du som minimum har krav på i din ansættelse fx i forhold til prøvetid, bijob, varslingsregler ved ansættelse på tilkaldebasis mv.

Hvem gælder det for

Arbejder du gennemsnitligt mere end 3 timer i ugen i en periode over 4 uger er der minimumskrav til nogle af dine ansættelsesvilkår. Det gælder også kontrakter indgået før 1. juli 2023, selvom loven først gælder fra 1. juli 2023.

Er din arbejdstid ikke aftalt på forhånd, fordi du bliver tilkaldt efter behov, er du omfattet af loven uanset antallet af arbejdstimer, fordi du ikke skal opfylde timekravet.

Er du ansat efter en kollektiv overenskomst gælder reglerne ikke, uanset hvor mange timer du arbejder.

Minimumskrav til dine ansættelsesvilkår

Der er 6 minimumskrav:

  1. Øvre grænse for prøveperioden.
  2. Retten til et bijob.
  3. Varsling af tilkald.
  4. Formodning om fast arbejdstid.
  5. Ret til at anmode om mere trygge vilkår.
  6. Obligatorisk uddannelse uden udgifter.

Øvre grænse for prøveperiode

Prøvetiden kan ikke overstige 6 måneder.

Derudover gælder det for tidsbegrænset ansatte, at prøvetiden ikke kan overstige en fjerdedel af din ansættelsestid og at der ikke er prøvetid igen, hvis din kontrakt forlænges.

Du er ikke omfattet af de særlige regler om prøvetid, hvis du er elev efter Erhvervsuddannelsesloven eller funktionær efter funktionærlovens § 1.

Retten til bijob

Du må aldrig have et konkurrerende arbejde, det er i strid med din loyalitetspligt, men ellers må du have et bijob, når det er foreneligt med dit nuværende arbejde og du må ikke blive behandlet ugunstigt på grund af et bijob.

Din ret til et bijob bliver bl.a. vurderet i forhold til sundhed  og sikkerhed, beskyttelse af forretningshemmeligheder, integriteten i den offentlige forvaltning og af hensyn til at undgå evt. interessekonflikter.

Varsling af tilkald

Er du vikar, afløser eller reserve med en uforudsigelig arbejdstid har du kun pligt til at påtage arbejde, som din arbejdsgiver varsler som aftalt i din kontrakt og indenfor den aftalte arbejdstid. Ellers har du ret til at afvise arbejdet uden konsekvenser for din ansættelse.

Annullerer din arbejdsgiver en aftalt vagt efter udløbet af en rimelig frist, har du måske ret til en kompensation, som fastsættes ud fra sagens omstændigheder fx hvilket varsel vagten er aflyst med.

Formodning om fast arbejdstid

Efter 3 måneders ansættelse på tilkaldebasis eller lignende, antages du at være ansat på et timetal svarende til de seneste 4 uger, medmindre din arbejdsgiver kan modbevise det. De 4 uger forlænges, hvis du har fravær i perioden.

Ret til at anmode om mere trygge vilkår

Er du ansat på vilkår, der ikke er til at forudsige fx på varierende arbejdstimer eller skiftende arbejdstider uden fast vagtplan mv. har du ret til at anmode om mere forudsigelige og trygge arbejdsvilkår, hvis det findes i virksomheden og når du har været ansat i mindst 6 måneder.

Arbejdsgiver skal give dig et skriftlig begrundet svar senest efter 1 måned. Virksomheder, der har under 35 ansatte eller er personligt ejet, har dog 3 måneder. Du har kun krav på et skriftligt og begrundet svar fra din arbejdsgiver en gang årligt.

Obligatorisk uddannelse uden udgifter

Er din arbejdsgiver forpligtet til at tilbyde dig uddannelse efter en given lov eller overenskomst med henblik på at udføre dit arbejde, skal du tilbydes uddannelsen uden omkostninger for dig. Dvs. det skal tælle som arbejdstid og så vidt muligt foregå i din almindelige arbejdstid.

Der kunne fx være tale om lovpligtige arbejdsmiljøuddannelser ved arbejde med kran, stilladser, farlige stoffer mv.

Oplysningspligt

Der er krav til, hvilke oplysninger din ansættelseskontrakt som minimum skal indeholde. Det kan du læse om under Ansættelseskontrakter.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket