5 gode råd til små virksomheder
Når man er en enkeltmandsvirksomhed eller blot har en eller to ansatte, er det ikke altid nemt at finde resurser til arbejdsmiljøarbejdet. Nu er der hjælp at hente.
Mikrovirksomheder og små virksomheder har rigeligt at gøre med at få driften, administrationen og hverdagen til at fungere, og ofte er der kun én person til at have det store overblik.
Der er så meget at se til, at man i denne type virksomheder slet ikke har blik for nødvendigheden af at passe og pleje det gode arbejdsmiljø.
I virksomheder med ti eller flere ansatte skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation.
Forskerne bag et EU-finansieret forskningsprojekt har udarbejdet fem pinde, der kan bruges som pejlemærker for det gode arbejdsmiljø.
- Tilpas indsats til branchen
Indsatserne skal være tilpasset særligt til branchen, så man indsnævrer fokus til netop det fag, som man beskæftiger sig med.
- Indsats skal gavne forretningen
Arbejdsmiljø skal tænkes ind i de øvrige opgaver, som lederne i små virksomheder udfører i forvejen. De har ikke brug for at få ekstra opgaver.
- Fokuser på, hvordan man løser, og ikke hvordan man finder ud af
Små virksomheder har ikke brug for handleplaner. De skal have hjælp til at løse de konkrete problemer.
- Det skal være billigt
Ligesom tiden ofte er stram i små virksomheder, er der mange steder heller ikke overskud til store, dyre arbejdsmiljøprojekter. Rådgivere skal derfor sørge for, at der ikke følger en masse omkostninger i halen på indsatsen for et bedre arbejdsmiljø.
- Personlig kontakt batter
Samarbejdspartnere fx revisorer eller leverandører kan selv have fordele af at gøre lederne i de små virksomheder opmærksomme på fordelene ved at styrke indsatsen for et bedre arbejdsmiljø og hjælpe dem i gang med processen.