Fra den 1. januar 2025 er det kun virksomheder med en autorisation, der må arbejde med asbestholdig nedrivning. Det indebærer bl.a., at en fagligt ansvarlig skal stå for arbejdet.
Du kan blive fagligt ansvarlig under visse betingelser, fx skal du have mindst 3 måneders opsigelsesvarsel efter 6 måneders ansættelse for at beskytte dig.
Krav til din ansættelse
Du kan som medarbejder blive fagligt ansvarlig for asbestområdet, når:
- du er tilknyttet virksomheden i minimum 30 timer pr. uge indenfor firmaets normale forretningstid – medmindre Sikkerhedsstyrelsen dispenserer for det.
- du har minimum 3 måneders opsigelsesvarsel efter 6 måneders ansættelse.
Som fagligt ansvarlig kan du komme i en svær position overfor din arbejdsgiver.
Du fx kan være nødt til at stille krav om ekstra bemanding, indkøb m.v. i forhold til sikkerheden med asbestarbejdet, hvilket din arbejdsgiver måske ikke er enig i ud fra en økonomisk betragtning.
I det tilfælde skal kravet til dit opsigelsesvarsel sikre, at du ikke kan blive opsagt med kort varsel, fordi I er uenige.
Uddannelseskrav
For at blive godkendt som fagligt ansvarlig under en autorisationsordning, skal du have bestået:
- en uddannelse med prøve i arbejde med nedrivning af asbestholdigt materiale efter bekendtgørelsen om arbejdsmiljøfaglige uddannelser (kompetencegivende prøve).
- en uddannelse med prøve for fagligt ansvarlige under autorisationsordning for nedrivning af asbestholdigt materiale (autorisationsprøve).
Du skal søge om godkendelse
Når du har bestået dine uddannelser, skal du selv søge om at blive godkendt som fagligt ansvarlig på asbestområdet. Sikkerhedsstyrelsen skal have din ansøgning via Virk.dk.
Du kan læse mere om, hvordan du gør på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.
Dit ansvar
Der stilles en lang række krav til, hvad du skal kunne, når du har bestået uddannelsen som fagligt ansvarlig.
Du skal bl.a. kunne planlægge, tilrettelægge, instruere og føre tilsyn med andre samt dig selv efter de gældende regler for nedrivning af asbestholdigt materiale på arbejdspladser.
Modsat skal din arbejdsgiver sikre sig, at du har de nødvendige beføjelser til at kunne udfylde dit ansvar.
Du kan læse om de konkrete krav til dig i bekendtgørelsen om autorisation og godkendelse af fagligt ansvarlige under asbestområdet.
Registrering
Din arbejdsgiver skal oplyse til Sikkerhedsstyrelsen, når du bliver firmaets fagligt ansvarlige for asbestarbejde, og når du stopper, eller hvis du er er fraværende i mere end 6 sammenhængende uger.
Se også Arbejdstilsynets nyhed om de nye regler om autorisation.