Alder og skæve arbejdstider øger risikoen for vold på jobbet
Det er ikke ukendt blandt arbejdsskadekonsulenterne i Det Faglige Hus, at de må træde til og hjælpe et medlem med at få anerkendt en arbejdsskade som følge af vold på jobbet.
25. april 2023
Specielt medarbejdere på bosteder er udsatte, men der har også været en sag, hvor en buskontrollør blev overfaldet og tæsket.
Arbejdstilsynet har efter en stribe sager om tragiske hændelser om vold med dødelig udgang på bosteder indledt et samarbejde med VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der har lavet en systematisk gennemgang af national og international litteratur for at få skabt et større overblik over de faktorer, som øger risikoen for at blive udsat for vold, mens man er på arbejde.
Unge og nattearbejde
Risikoen er størst for ansatte inden for social- og sundhedsområdet, uddannelse og forskning samt anden offentlig service som fx Fængselsvæsnet.
Hvis man så samtidig er ung eller har kort anciennitet og dermed begrænsede erfaringer med at håndtere konfliktsituationer, er der en endnu større risiko for at blive udsat for vold. Endvidere kan der være en øget risiko, hvis man samtidig har skifteholdsarbejde eller arbejder om aftenen og natten.
Tilsynschef i Arbejdstilsynet, Eva Blach Skov er ikke overrasket over resultaterne, men hun håber, at den nye undersøgelse kan være med til at skærpe opmærksomheden på nødvendigheden af at forebygge arbejdsrelateret fysisk vold.
Hun understreger, at tilsynet med den arbejdsrelaterede vold fortsat vil have fokus på de konkrete forhold på arbejdspladsen, herunder arbejdsopgavernes indhold og karakter, tilrettelæggelsen og udførelsen af arbejdet og ikke mindst den måde, hvorpå arbejdspladsen tager hånd om og forebygger den arbejdsrelaterede vold.