Arbejdstilsynets razziaer afslører brud på sikkerheden
22. april 2022
Arbejdstilsynet har sammen med Skattestyrelsen og politiet gennemført 2 aktioner mod social dumping inden for et halvt år mod i alt 85 arbejdssteder. Aktionerne afslørede ikke bare social dumping, men også mange brud på regler om sikkerhed og arbejdsmiljø.
Aktion i efteråret 2021
Ved aktionen i efteråret 2021 blev der afgivet 41 strakspåbud og 2 forbud for brud på arbejdsmiljøloven, heraf 7 for grove overtrædelser, hvor der var tale om betydelig fare.
Bl.a. var der i et tilfælde risiko for, at de ansatte fik byggemateriale ned over sig, mens nogle af de udstedte påbud blev givet som følge af manglende adgangsveje, sundhedsskadeligt støv og snublefare.
Endvidere var 3 udenlandske virksomheder ikke tilmeldt RUT, Registret for Udenlandske Tjenesteydere, og endelig anholdt politiet 9 personer for ulovligt ophold og arbejde i Danmark.
Aktion i foråret 2022
Forårets første aktion i slutningen af marts mod 44 arbejdssteder afslørede 9 udenlandske virksomheder, som ikke var korrekt tilmeldt eller slet ikke tilmeldt RUT, mens der til gengæld kun blev anholdt én person for ulovligt ophold. 52 af de i alt 69 virksomheder kan se frem til yderligere kontrol fra SKAT.
Ligesom ved efterårets aktion blev der også denne gang udstedt 41 strakspåbud for brud på arbejdsmiljøloven.
I Det Faglige Hus er der også tilfredshed med, at myndighederne holder grundigt øje med denne mere grå del af arbejdsmarkedet med illegal arbejdskraft og tilsidesættelse af regler om sikkerhed og arbejdsmiljø.
”Det er godt med den type aktioner. Loven giver jo ingen mening, hvis ikke man også fører tilsyn og håndhæver den,” siger chefadvokat Martin Bondesen.