Kampagne med særligt tilsyn er genoptaget
Da Danmark i marts 2020 blev sat på standby som følge af corona-pandemien, ramte det også Arbejdstilsynets (AT) særlige tilsyn i en række brancher.
28. oktober 2020
Arbejdstilsynets (AT) tilsynskampagne er nu blevet genoptaget den 1. oktober 2020 efter en pause pga. corona, og planen er fortsat, at AT i løbet af 2020 og 2121 når igennem en brancherettet og koordineret indsats i særligt udvalgte brancher, bl.a. hospitaler, slagterier, landbrug og maskinindustri.
Ny og forbedret arbejdsmiljøindsats
Intentionen med de brancherettede og koordinerede indsatser er, at der sættes særligt fokus på at nedbringe psykisk og fysisk nedslidning samt kemiske påvirkninger i udsatte brancher.
Initiativet udspringer af den politiske aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet, der blev indgået i april 2019.
Dialog frem for kontrol
De særlige tilsyn lægger op til dialog frem for kontrol med virksomhederne i de pågældende brancher. Virksomhederne får derfor et brev, der fortæller om tilsynet og hvilke problemstillinger, der er særligt fokus på i netop deres branche.
På den måde har virksomhederne mulighed for selv at tage fat om eventuelle arbejdsmiljøproblemer, inden AT kommer og banker på.