Kampagne skal forbedre frisørers arbejdsvaner
Arbejdstilsynet laver en ny kampagne, der skal gøre frisørerne bevidste om deres uvaner.
14. oktober 2021
Mange frisører døjer i større eller mindre grad med vandeksem, men i branchen oplever man også omfattende problemer med slidskader i skuldre og ryg som følge af dårlige arbejdsstillinger.
Derfor har Arbejdstilsynet taget initiativ til en kampagne, der skal gøre frisørerne bevidste om deres ”uvaner” med vredet ryg, løftede albuer, gentagne armbevægelser og de skader, der følger med, når man står op i så mange timer om dagen, som de gør.
3 gode vaner som frisør
Ifølge Arbejdstilsynet er det nemlig muligt at forebygge nedslidningsskader, hvis man anvender udstyret i salonerne korrekt, og kampagnen slår såmænd da også på, at frisørerne kun behøver at tillægge sig 3 gode vaner:
- Brug kundestolen – den kan tåle at blive hævet og sænket, det kan din ryg ikke.
- Hold albuerne nede – og skån dine skuldre, de skal holde hele livet.
- Hold pauser. Giv dine hænder og skuldre et hvil – din krop vil takke dig for det senere.
Støtte fra Arbejdsmiljøpuljen
Arbejdstilsynet minder os om, at frisører kan søge støtte fra Arbejdsmiljøpuljen til at forebygge fysisk nedslidning, idet puljen dækker 80% af omkostningerne til:
- professionel rådgivning om arbejdsmiljø og forebyggelse af nedslidning og arbejdsulykker.
- leje af tekniske hjælpemidler.
- fysisk træning i virksomheden.
Læs mere om Arbejdsmiljøpuljen her.