EU-forskningsprojektet HEAT-SHIELD sætter fokus på klimaændringer, som bl.a. giver øget risiko for varmestress på arbejdet.
3. september 2024
"Klimaændringer og især de stigende gennemsnitstemperaturer vil få påvirket indeklimaet så meget, at vi allerede nu skal overveje at ændre den måde, som vi tilrettelægger vores arbejde på."
Det siger professor Lars Nybo fra Københavns Universitet, der leder EU-forskningsprojektet HEAT-SHIELD, der har et budget på 50 millioner kr. og omfatter 20 samarbejdspartnere i 11 europæiske lande.
Øget risiko for varmestress
”Især medarbejdere i de sydligere lande vil opleve en øget risiko for varmestress. Men eftersom varmestress kan opstå fra 21 grader, skal vi i Danmark også betragte fænomenet som en fremtidig risikofaktor,” siger Lars Nybo blandt andet i et længere interview i Magasinet Arbejdsmiljø.
”En temperaturstigning på to grader lyder måske ikke af meget, men problemet er, at temperaturstigningen ikke er spredt ligeligt ud over døgnet og hele året. Vejret bliver mere ekstremt, og der kommer flere varmebølger. I fremtiden vil der være mange flere dage, hvor temperaturerne er så høje, at medarbejdernes produktivitet falder drastisk,” siger Lars Nybo.
5 særligt udsatte erhverv
Han og kollegerne har udpeget 5 typer erhverv, som er specielt udsatte:
- Fabrikker med høj varmeproduktion.
- Landbrug, hvor medarbejdere arbejder udendørs.
- Turisme, hvor medarbejdere arbejder udendørs.
- Bygningsarbejdere på fx vejnet og byggepladser.
- Transportsektoren, fordi mange lastbiler i Sydeuropa ikke er udstyret med klimaanlæg.
De 5 erhverv udgør samlet set over halvdelen af bruttonationalproduktet i EU.
Lars Nybo peger på, at arbejdsgivere kan imødegå klimaudfordringerne på arbejdsmiljøet ved at tilrettelægge arbejdet på tidspunkter, hvor der er mindre varmt og fx indføre obligatoriske pauser, hvor de ansatte kan drikke vand.
Sæt tempoet ned, når det er varmest
”Det bedste råd til danske arbejdspladser er at bede medarbejdere om at tage det roligt de første dage. Hvis folk ikke sætter tempoet ned, men insisterer på at nå det samme, risikerer de at blive syge af varmen og have det dårligt de næste 14 dage. Og det vil koste langt mere i tabt produktivitet.
Som arbejdsgiver kan det langt bedre betale sig at give medarbejderne flere korte pauser end at risikere, at de bliver for varme og alligevel sætter tempoet ned – eller værre bliver syge og mister endnu mere effektiv arbejdstid,” påpeger Lars Nybo.
Læs hele interviewet med Lars Nybo her.