Ny vejledning skal understøtte et godt psykisk arbejdsmiljø
Uklare og modstridende krav til medarbejderne påvirker det psykiske arbejdsmiljø og indebærer en risiko for, at nogle medarbejdere går ned med stress. Nu har Arbejdstilsynet udsendt en ny vejledning, der skal imødegå denne problemstilling.
”Uklare og modstridende krav kan være både udviklende og motiverende for medarbejderne. Faktisk kan det uklare og dilemmafyldte være netop det, der giver de ansatte mulighed for indflydelse på, hvordan de udfører deres arbejde,” siger direktør i Arbejdstilsynet, Sine Frederiksen.
På den anden side kan uklare og modstridende krav have alvorlige konsekvenser for medarbejderens helbred. Det kan fx øge risikoen for langvarig stress.
3 tiltag i ny vejledning
Det kræver en vedvarende og fælles indsats fra både arbejdsgiver og medarbejdere for at imødegå stress som følge af uklare og modstridende krav til de ansatte. I den nye vejledning har AT skitseret 3 tiltag, som ledelsen kan sætte i værk:
- Afklar løbende med medarbejderne, hvilke krav og ønsker der er til deres arbejde, og hvilke opgaver de skal prioritere.
- Afstem også forventninger med borgere/kunder, så ledelse, medarbejdere og borgere/kunder alle har de samme forventninger til medarbejdernes arbejde.
- Sørg for, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer og den nødvendige støtte og indflydelse til at håndtere det uklare og dilemmafyldte.
Du kan læse og evt. downloade vejledningen her.
Læs også mere om arbejdsmiljø her.