Sanistål kom arbejdsulykker til livs
Arbejdsmiljøprisen blev uddelt inden for 4 kategorier, Arbejdsulykker, Muskel- og skeletbesvær, Psykisk Arbejdsmiljø samt Unge og nyansattes arbejdsmiljø.
28. oktober 2020
Engrosvirksomheden Sanistål har gennem en målrettet og årelang indsats reduceret antallet af arbejdsulykker med ikke mindre end 90%.
Det er på imponerende vis lykkedes at ændre adfærd og kultur blandt virksomhedens medarbejdere, og Sanistål A/S er derfor nu blevet belønnet for indsatsen ved at vinde Arbejdsmiljøprisen 2020 i kategorien Arbejdsulykker.
Holdtræning for 10.000 ansatte
Der blev ved kåringen uddelt en arbejdsmiljøpris inden for 4 kategorier: Arbejdsulykker, Muskel- og skeletbesvær, Psykisk Arbejdsmiljø samt Unge og nyansattes arbejdsmiljø.
Holdtræning i arbejdstiden for mere end 10.000 ansatte i hjemmeplejen og plejehjemmene i København har styrket både arbejdsglæden og medarbejdernes fysik, og derfor gik der også en pris til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
Sygehus-afdeling sænker sygefravær
Afdelingen Medicinske sygdomme M14 på Sygehus Sønderjylland har vundet en pris for at have indført et redskab fra psykiatrien til at vurdere patienter på. Det har givet et mærkbart løft i det psykiske arbejdsmiljø og sænket sygefraværet i afdelingen.
Endelig har entreprenørkoncernen Einer Kornerup A/S i Glostrup fået en pris for at have nedbragt antallet af arbejdsulykker markant blandt virksomhedens lærlinge. Hos Einer Kornerup lærer lærlingene at have stort fokus på både arbejdsmiljø og sikkerhed fra første dag, de møder op.