Sygehus-robotter løb i vejen for hinanden

Robotteknologien har først og fremmest haft indpas i industrivirksomheder og lagerhoteller, men for 5 år siden rykkede den første robot også ind på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Nu er servicerobotterne netop blevet opgraderet, så de i fremtiden ved, hvem der skal vige for hinanden.

23. oktober 2019

Det var med en vis spænding, at Sygehus Sønderjylland for 5 år siden købte den første robot og påbegyndte et forsøg med TUC-transportrobotter. I dag råder sygehuset over 5 servicerobotter, som døgnet rundt tuller rundt mellem personale og patienter og fx bringer blodprøver og udstyr frem og tilbage mellem afdelinger, tager de tunge løft for køkkenpersonalet og henter opvask ude i afdelingerne.

Robotterne fungerer i praksis som en trucklift, når de kører ind under et madskab og løfter det fra gulvet. TUC’erne kan løfte op til 300 kilo og have 16 fyldte bakker med på en gang og fortæller med et bib-bib, når de er tilbage i køkkenet med brugt service.

Foruden TUC’erne fik Sygehus Sønderjylland som landets første også den 4-armede operationsrobot, Da Vinci.

Roberta var ikke intelligent nok

Inden Aabenraa gik i gang, havde man ikke de bedste erfaringer med robotter på sygehusgangene. Svendborg Sygehus købte tilbage i 2009 robotten Roberta, men den var ikke ”intelligent” nok til opgaven og blev dengang forvist til kælderen. Et af problemerne med Roberta var, at den mente at have fortrinsret til elevatorerne og skubbede patienter og personale til side.

Robotterne i Aabenraa er mere velopdragne, men på sygehuset har der været flere episoder, hvor de er kørt hen ad gangen, imens service er væltet ud af det skab, som de transporterede.

Vil du opdateres om arbejdsmiljø 2 gange om året, så tilmeld dig nyhedsbrevet MIT arbejdsmiljø.

Desuden er robotterne ifølge Videncenter for Arbejdsmiljøs nyhedsbrev blevet opgraderet på intelligensen, så de er blevet bedre til at udvælge ruter på sygehuset og har ”aftalt”, hvem af dem der skal vige, når de møder hinanden på gangen. Nu er de endvidere udstyret med et kamera hver, så portørerne kan ”kigge dem over skulderen”.

Bekymringer over, at robotter mindsker kontakten mellem personale og patienter, er også gjort til skamme. Godt nok henter robotter opvasken, men det er fortsat køkkenpersonale, der leverer maden til patienterne. Robotter er ganske enkelt for langsomme til at bringe varm mad ud.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er åbne
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket