Tag bedre imod de unge ude på arbejdspladserne, opret mentorordninger for unge og nyansatte, og øg fokus på den overordnede forebyggelseskultur på arbejdspladsen, der både kan bidrage til sikre rammer for unge og andre medarbejdere på arbejdspladsen.
17. januar 2025
Det er blot nogle af de anbefalinger, som kommer fra forskerne bag projektet ”De smukke unge mennesker”, et forskningsstudie under Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, som har kigget på effektiviteten i de forskellige tiltag på arbejdspladserne, der skal sikre et godt arbejdsmiljø, sikkerhed og sundhed for unge ansatte i alderen 15-19 år.
Lempede regler for, hvad unge må arbejde med
Undersøgelsen kommer samtidig med, at et flertal i Folketinget i efteråret 2024 vedtog at give de 13-14-årige flere muligheder for erhvervsarbejde ved siden af deres skolegang, samtidig med at man mindskede restriktionerne for, hvad de 15–17-årige må beskæftige sig med.
”I forskningen har der kun i mindre grad været fokus på indsatser, der specifikt retter sig mod forbedring af de unges arbejdsmiljø og sundhed. Vi har derfor ikke fundet tilstrækkelig dokumentation for effektive indsatser, der kan sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø specifikt for unge medarbejdere.
Dertil kan vi se, at der især mangler tiltag på gruppe- eller organisationsniveau,” siger seniorforsker Emil Sundstrup, der står bag forskningsprojektet.
De helt unge er mere udsatte
Det har tidligere været fremme, at de helt unge er mere udsatte i forhold til arbejdsulykker, at de oplever en højere grad af fysisk hårdt arbejde, og at mange af dem udsættes for uønsket seksuel opmærksomhed og chikane. Dette skyldes ifølge Emil Sundstrup bl.a., at arbejdspladserne ikke tager højde for de unges færre faglige kompetencer og mindre erfaring.
Desuden hænger det nogle steder sammen med manglende instruktion og vejledning, ligesom unge i mange tilfælde ikke ved, hvor de skal henvende sig, hvis de har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed og chikane fra kolleger eller ledere.
Forskerne har især øje for 4 brancher; butikssektoren, restauranter og barer, bygge- og anlæg samt døgninstitutioner og hjemmepleje, hvor der er mange unge medarbejdere, eller hvor der kan være særlige risici forbundet med arbejdet.
Når NFA har kortlagt, hvilke tiltag der kan styrke de unges arbejdsmiljø og helbred, er det planen, at de nye tiltag og værktøjer skal afprøves i praksis på en række udvalgte arbejdspladser.
Læse mere om projektet om unges arbejdsmiljø.