Træn dig fri for hovedpine
Hovedpine er den måske mest oversete folkesygdom herhjemme, og det vurderes, at 770.000 danskere lider af migræne eller hyppig hovedpine. Det har naturligvis også stor indflydelse på de pågældendes arbejdsliv.
25. april 2023
Forskning på Københavns Universitet dokumenterer, at blandt den danske erhvervsaktive befolkning, så har 24% af kvinderne og 10% af mændene migræne eller hyppig hovedpine.
Men du kan faktisk selv gøre noget for at mindske hovedpinen, fremgår det af en undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har udarbejdet blandt 573 kontoransatte.
At det er netop denne gruppe, som man har fokus på, hænger sammen med, at hovedpine som følge af ømme muskler i nakke og skuldre er meget almindelig, når man arbejder ved computer.
Styrketræning 1 time om ugen
Hvis du styrketræner i 1 time om ugen, kan du halvere dine smerter og antallet af dage med spændingshovedpine, er forskerne nået frem til:
”Det gør ikke nogen forskel, om træningen deles op i bidder eller ej. Det vigtigste er, at man træner og gør det regelmæssigt hver uge, men der er fleksibilitet i forhold til at træne, som det passer bedst,” siger professor Lars L. Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Du kan læse mere om undersøgelsen her.