Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) er en psykisk sygdom, man kan udvikle, hvis man har været udsat for voldsomme hændelser.
Det kan fx være:
- store ulykker
- krig
- overfald
- dødstrusler
- tortur
Du skal anmelde din sygdom PTSD som en arbejdsskade, hvis dit arbejde er årsag til sygdommen. Kontakt din læge herom. Læs mere om, hvordan du anmelder din arbejdsskade.
PTSD og depression er de eneste psykiske lidelser, som er optaget på Erhvervssygdomslisten. Depression kan kun anerkendes, hvis sygdommen er opstået på grund af krigsdeltagelse. Påvirkningen skal være af exceptionel truende eller katastrofeagtig natur.
Krav til anerkendelse
Følgende betingelser skal være opfyldte for at få PTSD anerkendt som en arbejdsskade:
Hændelserne skal være af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur. Der skal således være tale om meget alvorlige situationer.
Symptomer på PTSD skal opstå inden for 6 måneder. Herudover skal sygdommen være fuldt tilstede inden for få år.
Diagnosen PTSD kan kun stilles, hvis du oplever følgende psykiske symptomer:
- Tilbagevendende genoplevelse af hændelserne
- Stærkt ubehag ved omstændigheder, der minder om hændelserne
- Undgår alt, der minder om hændelserne
- Delvis eller fuld fortrængning af hændelserne
Herudover skal du opleve mindst 2 af følgende symptomer:
- Besvær med at sove igennem eller falde i søvn
- Irritabilitet eller vredesudbrud
- Koncentrationsbesvær
- Usædvanlig vagtsomhed eller tendens til at fare sammen
Ændring af diagnosen
Det er en psykiatrisk speciallæge, som stiller diagnosen Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD.
Du skal være opmærksom på, at speciallægen i nogle tilfælde stiller diagnosen PTSD, uden din sygdom opfylder de ovennævnte krav.
Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring kan derfor ændre din diagnose.
Det kan betyde, at din psykiske lidelse ikke bliver anerkendt som en arbejdsskade.
Veteraner og andre udsendte for Danmark
Hvis du tidligere har været udsendt for Danmark, gælder der andre regler vedrørende anerkendelse af PTSD. Læs nærmere om reglerne for udsendte, der har fået PTSD.