Arbejdsskadesager bliver genoptaget efter højesteretsdomme
Gamle arbejdsskadesager kan blive genoptaget, hvis der er beregnet en nedgang i indtægt på under 15%, da det måske alligevel kan give ret til en erstatning for tab af erhvervsevne.
Højesteret har nu i 2 nye domme taget stilling til, at du som tilskadekommen ikke behøver en præcis 15 % nedgang i din indtægt efter en arbejdsskade for at få tab af erhvervsevne udbetalt.
Tidligere har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen afvist at udbetale tab af erhvervsevne, hvis indtægtsnedgangen var væsentlig under 15 %. Højesteret har nu fastlagt, at dette er forkert.
Det kræver kun en indtægtsnedgang af klar og varig karakter at få udbetalt 15 %. Højesteret har derfor nu bestemt, at indtægtsnedgang på helt ned til 8,8 %, skal give en udbetaling på 15 % i tab af erhvervsevne.
Hvad skal jeg opfylde for at få min sag om tab af erhvervsevne genoptaget?
Du skal opfylde følgende betingelser:
- Du har tidligere modtaget en afgørelse om afslag på tab af erhvervsevne for en periode, hvor du var visiteret til fleksjob helt eller delvis på grund af arbejdsskadens følger.
- Din indtægtsnedgang var i afgørelsen beregnet til at ligge på mellem 5 og 15 %
- Din arbejdsskade er sket den 1. januar 2006 eller senere, eller din erhvervssygdom er anmeldt den 1. januar 2006 eller senere
Sådan får du genoptaget din sag om tab af erhvervsevne
AES har meldt ud, at du selv skal søge om at få din sag genoptaget. AES har ikke mulighed for at fremsøge sagerne.
Kan jeg få min sag genoptaget, hvis jeg ikke er visiteret til fleksjob?
I de 2 højesteretsdomme var skadelidte visiteret til fleksjob på grund af arbejdsskadens følger.
Vi mener dog, at AES også skal genoptage din sag, hvis din indtægtsnedgang på grund af arbejdsskadens følger ligger på mellem 5 til 15%, selvom du ikke er visiteret til fleksjob.
Kontakt Team Arbejdsskade på tlf. 7610 9306, så vi kan vejlede dig om dine muligheder.