Din arbejdstid skal fremgå af din ansættelseskontrakt, som skal overholde forskellige hviletidsregler, der fremgår af forskellige love og overenskomster afhængig af, hvad du arbejder med. Derfor skal vi altid se din ansættelseskontrakt, hvis vi skal hjælpe dig med spørgsmål om din arbejdstid.
Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid skal fremgå af din ansættelseskontrakt eller af en gældende overenskomst.
Fuld tid er normalt 37 timer om ugen, men det er tilladt at aftale et højere timetal.
Deltid er, når du arbejder færre timer end dine kolleger på fuldtid, dvs. som regel under 37 timer.
Selvom du bliver ansat med en såkaldt funktionsløn eller jobløn, dvs. at din faste løn er inklusiv overarbejde, skal I stadig aftale en normal daglig eller ugentlig arbejdstid i ansættelseskontrakten. Men du vil ikke kunne kræve ekstra betaling for overarbejde, selvom timetallet bliver højere.
Det er også nødvendigt med en konkret aftale, hvis du skal have tillæg udover din almindelige timeløn, for at arbejde på særlige tidspunkter, fx aften, nat, weekend eller helligdage, eller for at deltage i en vagtordning.
Max 48 timer
Din ugentlige arbejdstid må maks. være 48 timer beregnet som et gennemsnit over 4 måneder. Dvs. at du må arbejde mere end 48 timer i nogle uger, hvis du arbejder tilsvarende færre timer i andre uger. De 48 timer er inklusive overarbejde.
Timer, hvor du står til rådighed for din arbejdsgiver, tæller også med, når du opholder dig på arbejdspladsen. Står du til rådighed i øvrigt for din arbejdsgiver, fx fra dit hjem, afhænger det bl.a. af, hvor lang responstid du har på en opgave.
Grænsen om 48 timers arbejdsuge i gennemsnit set over 4 måneder gælder alle lønmodtagere, medmindre der gælder en kollektiv overenskomst eller anden lov, der beskytter dig på samme måde, som fx indenfor off-shore arbejde, fiskeri, luftfart og i handelsflåden.
Du er heller ikke omfattet af reglerne, hvis du er chauffør (mobil lønmodtager) og:
- kører tung godstransport over 3,5 ton (inklusive påhængs- eller sættevogn).
- kører personbefordring i et køretøj, der kan have mere end 9 personer inklusive føreren og er beregnet til formålet.
Endelig kan du være undtaget, hvis din arbejdstid ikke kan måles, du er selvtilrettelægger, eller du har rådighedsvagter indenfor samfundskritiske arbejdsområder.
Daglig hvileperiode
Arbejdsmiljøloven sikrer dig en daglig hvileperiode, også kendt som 11-timers reglen, fordi du som hovedregel har krav på 11 timers frihed i løbet af en 24 timers periode.
Hvileperioden kan blive nedsat, når visse betingelser er opfyldt. Som hovedregel dog ikke til under 8 timer.
Reglen gælder ikke for dig, hvis du kun eller primært har ledende arbejde og har ret til at planlægge din egen arbejdstid, eller hvis din arbejdstid ikke måles pga. særlige træk ved dit arbejde, eller fordi dit arbejde ikke er fastlagt på forhånd.
Derudover er visse former for arbejdsområder undtaget. Ligesom der er særregler ved rådighedstjeneste fra eget hjem.
Endelig er visse områder indenfor transportområdet under andre arbejdstidsregler for mobile lønmodtagere.
Ugentligt fridøgn
Dit krav på et ugentligt fridøgn følger også af arbejdsmiljøloven.
Du har krav på et fridøgn i hver periode på 7 døgn. Fridøgnet skal hænge sammen med en daglig hvileperiode.
Når visse betingelser er opfyldt, kan reglerne om fridøgn fraviges, så du først får det senere.
Reglen gælder dog ikke for dig, hvis du kun eller primært har ledende arbejde, og du frit kan planlægge din egen arbejdstid, eller hvis din arbejdstid ikke måles pga. særlige træk ved dit arbejde, eller fordi dit arbejde ikke er fastlagt på forhånd. Eller hvis du har ledende arbejde og har ret til at planlægge din egen arbejdstid
Derudover er visse former for arbejdsområder undtaget. Ligesom der er særregler ved rådighedstjeneste fra eget hjem
Endelig er visse områder indenfor transportområdet under andre arbejdstidsregler for mobile lønmodtagere.
Pauser
Det er vigtigt, at dine pauser bliver defineret i kontrakten, hvis der ikke er fastsat pauseregler i en overenskomst eller personalepolitik.
Garanteret timetal?
Fremgår det af din ansættelseskontrakt, at du er ansat til minimum x antal timer pr. uge, kan du ikke kræve løn for mere end dette antal timer pr. uge, når du fx er fraværende på grund af sygdom og fritstilling. Dette gælder uanset, om du gennem længere tid har arbejdet flere timer. Der kan dog være undtagelser, hvis du har et fast højere timetal over en længere periode.
Sommertid/vintertid
Udgangspunktet er, at du skal have løn for de timer, du faktisk arbejder.
Ved overgang til sommertid, bliver urene stillet 1 time frem. Er du på arbejde, når dette sker, får du fri en time tidligere.
Ved overgang til vintertid, bliver urene stillet 1 time tilbage. Er du på arbejde, når dette sker, skal du arbejde en time længere.
På de overenskomstdækkede områder under LO er der indgået en aftale, som betyder, at du ved overgang til sommertid får løn for dit sædvanlige timetal. Dvs. du får løn for en time, du ikke har arbejdet. Ved overgang til vintertid, får du løn for de timer, du faktisk arbejder. Det vil sige, at du får løn for den ekstra time, men dog ikke overarbejdsbetaling.
Læs også om regler for arbejdstid, når du er under 18 år.
Se også Hjælp fra Faglig afdeling.