Opfylder du betingelserne for hjælp fra Faglig hjælp og Retssager, kan du helt gratis gøre brug af vores konsulenter, jurister og advokater. Her gennemgår vi de betingelser, du skal opfylde.
Hjælp med det samme
Du har ret til faglig hjælp fra den dag, du melder dig ind i fagforeningen. Det er dog et krav, at det problem, du ønsker hjælp til, først er opstået, efter du har meldt dig ind.
Hvis problemet er opstået, før du blev medlem, så hjælper vi dig også med sagen, hvis du er overflyttet fra en fagforening, hvor du har optjent ret til fuld faglig hjælp. Det er et krav, at du er medlem hos os i hele den periode, hvor vi fører sagen for dig.
Bliver du ikke overflyttet fra en anden fagforening og er problemet opstået, før du blev medlem, er du nødt til at bruge din egen advokat.
Vi overtager ikke sager
Vi træder gerne til, hvis du selv har forsøgt at løse problemerne.
Har du haft andre til at hjælpe dig, overtager vi ikke sagen. Det gælder, uanset om du har fået hjælp af en fagforening, en advokat eller en anden rådgiver.
Vi skelner mellem, om du kun har søgt råd - eller om andre har varetaget dine interesser og fx kontaktet modparten.
Er du under uddannelse
Får du problemer under din uddannelse, hjælper vi dig, selvom dit medlemskab er gratis. Udfører du arbejde i en virksomhed som et led i din uddannelse, hjælper vi dig selvfølgelig også (fx kontorelev og tømrerlærling).
Vi hjælper også, hvis du får problemer i et fritidsjob, du har ved siden af din uddannelse. Du må dog højst arbejde 15 timer om ugen. Arbejder du flere timer, skal du betale fuldt kontingent, før du har krav på vores hjælp.
Ikke for selvstændige
Er du både selvstændig og lønmodtager, kan du kun få hjælp til de problemer, der vedrører jobbet som lønmodtager.
Er du direktør men ansat på lønmodtagervilkår, kan vi hjælpe dig.
Du skal give os fuldmagt
Når vi hjælper dig med en sag, skal du underskrive en fuldmagt. Fuldmagten giver os ret til at føre sagen på dine vegne.
Fuldmagten betyder også, at du ikke må give oplysninger om sagen videre til andre. Du må heller ikke lade andre behandle sagen på samme tid som os.
Alle oplysninger
Det er vigtigt, at du giver os alle relevante oplysninger, og at de er så korrekte som muligt.
Sprog
Vi hjælper dig på dansk og engelsk.
Vi yder ikke tolkebistand. Er der behov for tolk, må du selv sørge for dette.
Bemærk at det er et krav, at du bruger en autoriseret tolk i retssager. Du skal selv betale for tolken, men hvis vi får medhold i sagen, får du dækket din udgift, fordi modparten har pligt til at betale sagsomkostningerne, herunder udgiften til din tolkebistand.
Dansk ret
Vi hjælper kun med sager, der vedrører dansk ret.
Vi kan ikke hjælpe, hvis udenlandsk ret gælder, herunder grønlandsk og færøsk ret.
Bliver du udstationeret, kan du aftale med din arbejdsgiver, at dansk ret gælder. Så hjælper vi naturligvis.
Sagstyper
Under Det hjælper vi med kan du læse mere om de faglige sager, du kan få hjælp til.
Se også Få faglig hjælp.