Der er forskellige muligheder for at få ferie udbetalt uden at holde ferie, mens du er ansat.
Under én feriedag
Har du efter ferieårets udløb den 31. august mindre end én feriedag tilbage, har du ret til at få ferien udbetalt uden at holde den. Du skal dog selv anmode din arbejdsgiver om det.
Bemærk at hvis du har været i arbejde hele ferieåret, så skal du have 25 feriedage, men du optjener reelt kun 24,96 feriedage (12 måneder * 2,08 feriedage pr. måned). Derfor skal feriedagen på 0,96 rundes op med 0,04 feriedag og kan ikke udbetales, som ferie under en dag. Det gælder også, selvom du har været ansat forskellige steder i løbet af ferieåret.
Småbeløb efter december
Efter ferieafholdelsesperioden udløber den 31. december, skal din arbejdsgiver automatisk udbetale ferie, som du har til gode med feriepenge eller løn og eventuelt ferietillæg, hvis du har højst er 5.000 kr. brutto hos din arbejdsgiver eller 3.000 kr. netto hos Feriekonto, og feriepengene drejer sig om ferie ud over 4 uger.
Er dine feriepenge kun delvist optjent ferie udover 4 uger, bliver feriepengene kun udbetalt, hvis de samlet set ikke overstiger beløbsgrænsen. Har du fx 8.000 kr. til gode til 2 ugers ferie, må der ikke ske automatisk udbetaling af den ene uge (svarende til 4.000 kr.), selv om denne ene uge er ferie udover 4 uger.
Skal du have dine uhævede feriepenge udbetalt af FerieKonto eller en feriekasse, er beløbet højst 3.000 kr. netto, fordi feriepengene allerede er beskattet, da din arbejdsgiver indbetalte til FerieKonto eller feriekassen.
Din arbejdsgiver skal kun udbetale feriepengene automatisk, hvis han eller hun er sikker på, at det drejer sig om ferie udover 4 uger.
Udbetaler Feriekonto dine feriepenge, kan FerieKonto kræve pengene tilbage, hvis de ikke kommer fra ferie, som du har optjent ud over 4 uger, eller fordi du er ophørt i et ansættelsesforhold. FerieKonto laver årlige stikprøvekontrol af feriepenge, som er udbetalt, uden at du holder ferien.
Ferie ud over 4 uger
Har du optjent mere end 4 ugers ferie og har over 5.000 kr. brutto i feriepenge hos din arbejdsgiver eller netto 3.000 kr. hos Feriekonto, har du stadig 2 muligheder for at få udbetalt ferie ud over 4 uger.
Til august
Når ferieåret slutter den 31. august, kan du få ferie ud over 4 uger udbetalt efter aftale med din arbejdsgiver. Det gælder også, selvom du ikke har holdt 4 ugers ferie først.
Har du ferie med løn, udbetaler din arbejdsgiver feriepengene direkte med lønnen. Har du ferie med feriegodtgørelse, søger du om dine feriepenge hos Borger.dk med årsagen ”jeg har ferie ud over 4 uger og er i et ansættelsesforhold”.
Efter december
Efter ferieafholdelsesperioden udløber den 31. december, skal din arbejdsgiver eller Feriekonto automatisk udbetale ferie ud over 4 uger, hvis du har været ansat hos arbejdsgiver på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden. Det gælder også, selvom du ikke har holdt 4 ugers ferie først.
Har du aftalt med din arbejdsgiver, at du overfører ferien til den næste ferieafholdelsesperiode, skal din arbejdsgiver selvfølgelig ikke udbetale ferien.
Feriepengene skal udbetales senest den 30. marts efter ferieafholdelsesperioden, medmindre der er en rimelig grund til, at det ikke kan ske, fx fordi der mangler oplysninger om optjent eller afholdt ferie.
Har du ikke været ansat i hele perioden, skal du selv søge om at få dine feriepenge udbetalt, og du skal skriftligt erklære overfor din arbejdsgiver, at den ferie, du har til gode, er optjent ferie udover 4 uger.
Offentlige ydelser
Får du ferie udbetalt efter reglerne om småbeløb, eller fordi du har mindre end én dag, sker der ingen modregning i ferien, selvom du har fået offentlige ydelser.
Har du for meget ferie til at få den udbetalt efter disse regler, kan du stadig søge om at få udbetalt ferie udover 4 uger, men du vil i det tilfælde blive modregnet i ferien, hvis du har fået offentlige ydelser - medmindre du har en lovlig feriehindring.
Derfor skal du skrive under på, hvorvidt du har fået offentlige ydelser. Du skal bruge Feriekontos attest for ansatte med ferie med løn eller ”Se og bestil feriepenge”, hvis du har ferie med feriepenge.
Har du ikke fået offentlige ydelser, giver du attesten til din arbejdsgiver. Har du fået offentlige ydelser, skal Feriekonto have attesten, fordi Feriekonto skal undersøge og afgøre, om du kan få dine feriepenge udbetalt.
Feriekonto skal have attesten senest den 30. september efter ferieafholdelsesperioden.
Holder du ferie med feriepenge, træder Feriekonto i stedet for din arbejdsgiver.
Hvornår kan reglerne fraviges?
Reglerne for udbetaling af ferie under 1 dag eller småbeløb kan ikke fraviges, men det kan reglerne for udbetaling af ferie ud over 4 uger.
Ønsker din arbejdsgiver at fravige reglerne, kan det ske i en kollektiv overenskomst, tiltrædelses- eller virksomhedsoverenskomst,eller en lokalaftale indgået indenfor rammerne i de nævnte aftaler.
Det er også muligt at lave en lokalaftale på arbejdspladser uden overenskomst, hvis lokalaftalen er godkendt af den mest repræsentative fagforening i Danmark indenfor jeres faggruppe.
Feriehindringer
Der gælder særlige regler, hvis du er forhindret i at holde ferie fx pga. sygdom eller barselsorlov.
Fratræder eller forlader arbejdsmarkedet
Der er også forskellige muligheder for at få ferie udbetalt uden at holde den, hvis du fratræder eller forlader arbejdsmarkedet.