Hvis du fratræder eller stopper på arbejdsmarkedet, har du forskellige muligheder for at få ferie udbetalt, uden at du skal holde ferie.
Fratræder
Har du overført ferie til gode, enten fordi du har aftalt det med din arbejdsgiver, eller fordi du har været forhindret i at holde ferien, har du krav på at få den overførte ferie udbetalt med din sidste løn.
Bemærk dog, at du bruger overført ferie som det første, og derfor har du måske allerede brugt det, når du fratræder.
Har du højst 2.500 kr. netto til gode i feriepenge, når du fratræder, kan din arbejdsgiver vælge at udbetale feriepengene direkte til dig med din sidste løn. Det kan dog kun ske 2 gange for samme ferieår af den samme arbejdsgiver.
Du kan også selv søge om at få den ferie udbetalt, som du skulle have holdt i den ferieafholdelsesperiode, hvor du er fratrådt.
Det gælder for samtlige 5 ugers ferie, hvis du har optjent alle 5 uger i det job, som du er fratrådt.
Du skal skriftlig bekræfte, at ferien stammer fra et arbejde, der er ophørt ved ferieafholdelsesperiodens udløb, og at du ikke har modtaget offentlige ydelser i ferieafholdelsesperioden. Dine feriedage bliver nemlig nedskrevet med det antal dage, som du har fået offentlige ydelser – medmindre at du har en feriehindring.
Har du højst 5.000 kr. brutto i feriepenge hos din arbejdsgiver eller 3.000 kr. netto hos feriekonto, får du automatisk feriepengene udbetalt, når ferieafholdelsesperioden slutter den 31. december – også selvom du har fået offentlige ydelser i ferieafholdelsesperioden.
Som fratrådt søger du om dine feriepenge på Borger.dk, hvor der står, at du kan søge fra begyndelsen af januar.
Pension, helbredsmæssige ophør eller udlandsophold
Hvis du på grund af din alder eller dit helbred forlader arbejdsmarkedet helt, kan du få dine feriepenge udbetalt uden at holde ferie. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du overgår til fleksydelse eller efterløn, så er det ikke det samme som at udtræde af arbejdsmarkedet – medmindre du samtidig får udbetalt pension fra en privat eller arbejdsgiverbetalt pensionsordning, og du ikke er i arbejde.
Det samme gælder, hvis du flytter til udlandet og afmelder dig ved folkeregisteret.
Uanset årsagen til, at du forlader arbejdsmarkedet skal du inden 6 måneder søge om at få feriepengene udbetalt via Feriepengeinfo på Borger.dk, hvis du holder ferie med feriegodtgørelse. Får du løn under din ferie, skal din arbejdsgiver udbetale dine tilgodehavende feriepenge med din sidste løn.
Dødsfald
Går du bort, bliver dine feriepenge, som du har til gode, udbetalt til dit dødsbo.
Feriehindringer
Der gælder særlige regler, hvis du er forhindret i at holde ferie fx pga. sygdom eller barselsorlov.
Feriedagpenge
Bemærk, at der gælder andre regler for feriedagpenge. Kontakt os, hvis du vil vide mere, eller læs om reglerne for feriedagpenge på vores hjemmeside.
Relevante love
Ferieloven
Se også hjælp fra Faglig hjælp og Retssager.