Ferie på forskud

Du kan have krav på at holde ferie på forskud, hvis firmaet har ferielukket og i andre tilfælde efter aftale med din arbejdsgiver. Vi forklarer reglerne her.

Betalt ferie på forskud

Ferie på forskud betyder, at du holder ferie med løn eller feriepenge, inden du har optjent ferien. 

Du kan kun holde ferie på forskud, hvis din arbejdsgiver giver lov til det, men modsat kan din arbejdsgiver ikke tvinge dig til det.

Holder arbejdspladsen ferielukket, kan du under visse betingelser dog have krav på at få ferie på forskud.

Hvorfor holde ferie på forskud?

Du optjener løbende ferie i ferieåret 01.09-31.08. Det betyder, at du ikke har optjent ret mange feriedage i starten af ferieåret. Fx har du i uge 42 (skolernes efterårsferie) kun optjent 2,08 feriedage fra september– med mindre du har aftalt at overføre noget ferie fra det tidligere ferieår, eller du har en aftale om andre fridage som fx feriefridage/den 6. ferieuge

Det kan også være, at du ønsker at holde din sommerferie (hovedferie) allerede i maj måned, men først har optjent feriedagene ved udgangen af ferieåret den 31. august.

Det er derfor blevet muligt at holde ferie på forskud, hvis du kan aftale det med din arbejdsgiver.

Betaling under ferie på forskud

Får du løn under din ferie, har du ret til din sædvanlige løn på det tidspunkt, hvor du holder ferie på forskud. 

Holder du ferie med feriepenge, bliver feriepengene beregnet som 12,5% af din sædvanlige løn i de sidste 4 uger før ferien. Feriepengene skal din arbejdsgiver indberette og indbetale til fx Feriekonto, hvor du søger om feriepengene.  

Kun det aktuelle ferieår

Det er en betingelse, at du kan optjene ferien igen inden for ferieåret. Du kan ikke holde ferie på forskud, som du først optjener i det efterfølgende ferieår.  

Modregning

Har du fået lov til at holde ferie på forskud, bliver antallet af feriedage modregnet i den ferie, som du optjener efterfølgende.

Holder du 5 dages ferie på forskud, bliver du modregnet 5 dage i den efterfølgende ferie. Det gælder uanset, om der sker ændringer i din løn eller dit timetal i den efterfølgende optjeningsperiode. 

Fratræder du, og når du ikke at optjene ferie, som svarer til de feriedage, du har fået udbetalt på forskud, må din arbejdsgiver modregne ferien i din sidste løn. Din arbejdsgiver må modregne et beløb, der svarer til den udbetalte løn eller feriegodtgørelse under den ferie, som du har holdt på forskud. 

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er åbne
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket