Feriehindring - Har du været forhindret i at holde ferie?

Du får som udgangspunkt op til 4 ugers ferie overført til næste ferieafholdelsesperiode, hvis du har haft en lovlig feriehindring. For sygdom og barsel samt den 5. ferieuge gælder der dog særlige regler. 

Feriehindringer

Du kan overføre op til 4 ugers ferie, hvis du af særlige årsager er forhindret i at holde ferie frem til den 31. december.

Som udgangspunkt skal du holde din ferie i løbet af ferieafholdelsesperioden. Det gælder dog ikke, hvis du er forhindret i at holde din ferie pga.:

  • Egen sygdom
  • Barsel- eller adoptionsorlov
  • Udlandsophold, hvor du ikke er omfattet af ferieloven
  • Selvstændig virksomhed
  • Tillidshverv som fx borgmester eller minister
  • Fængselsophold eller anden tvangsanbringelse
  • Deltagelse i lovlig arbejdskonflikt
  • Aftjening af værnepligt
  • Tvist om dine feriepenge - forudsat at kravet er rejst
  • Orlov til pasning af en nærtstående syg eller døende
  • Fravær pga. tvingende familiemæssige årsager i henhold til loven om ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager
  • Du er blevet hjemmegående
  • Nødvendigt arbejde i det regionale og kommunale sundhedsvæsen, hjemmeplejen og på plejehjem pga. en samfundskritisk sygdom.

Listen over lovlige feriehindringer er udtømmende, dvs. at der ikke er andre gyldige årsager til, at du ikke kan holde din ferie. Du har derfor ikke en feriehindring, hvis fx stort arbejdspres er årsag til, at du ikke har holdt din ferie.

Du skal være forhindret i at holde din ferie op til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december og kan kun overføre den del af ferien, som du reelt er forhindret i at holde. Har du fx færre sygedage end tilgodehavende feriedage, kan du kun overføre feriedage, der svarer til antallet af dine sygedage. 

Har du været forhindret i at holde din ferie op til, at ferieafholdelsesperioden
udløber, kan du overføre op til 4 ugers ferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode, hvor du holder ferien, som den første ferie, dvs. forud for anden overført ferie og den nye ferie, som du optjener.  

Indberetning inden den 31. januar

Du kan få ferie overført pga. en feriehindring, uanset om du er ledig eller i arbejde.

Bliver dine feriepenge indbetalt til Feriekonto, skal det indberettes til Feriepengeinfo inden den 31. januar, efter ferieafholdelsesperioden er slut, at du skal have ferie overført pga. en feriehindring.

Din arbejdsgiver skal indberette, hvis du er i arbejde, og ellers skal du selv give besked til Feriepengeinfo, hvilket du kan gøre ved at kontakte Feriesagsteamet på Borger.dk

Er du ansat og får løn under din ferie, skal din arbejdsgiver overføre ferien i sit interne feriesystem.

Særlige regler for feriehindring pga. sygdom og barsel

Er du forhindret i at holde din ferie pga. sygdom eller barsel op til ferieafholdelsesperiodens udløb, bliver ferien i første omgang overført til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Men i den næste ferieafholdelsesperiode kan du derimod få ferien udbetalt uden at holde ferie, hvis du fortsat er forhindret i at holde ferien pga. sygdom eller barsel.

Du skal altså være syg eller på barsel helt frem til udgangen af den efterfølgende ferieafholdelsesperiode, ellers kan du ikke
få ferien udbetalt uden at holde ferien. 

Er du terminalpatient, kan du søge om at få feriepengene udbetalt, inden ferieafholdelsesperioden udløber, hvis din læge udfylder en kapitalpensionsattest til Feriekonto.

Feriehindring for ferie udover 4 uger

Har du mere end 4 ugers ferie, gælder der andre regler for at få ferie udover 4 uger udbetalt eller overført.

Du kan få ferie udover 4 uger udbetalt, selvom du ikke har holdt 4 ugers ferie først.

Hvis du stopper i jobbet

Hvis du fratræder, kan du få udbetalt din overførte ferie pga. en feriehindring, fordi du kun har lov til at holde 5 ugers ferie ved en evt. ny arbejdsgiver.

Feriegodtgørelse

Får du feriepenge, skal du søge om at få feriepengene udbetalt via Feriepengeinfo på Borger.dk.

Modregning i offentlige ydelser

Modtager du ydelser fra det offentlige, skal du være opmærksom på, at dine feriepenge måske vil blive modregnet i din ydelse, hvis du får dem udbetalt uden at holde ferien.

Syg før eller under ferien

Det er vigtigt, at du kender reglerne for, hvad du skal gøre for at sikre dig en ny ferie pga. sygdom før eller under din ferie.

Du kan kun få ret til at udskyde din ferie eller have ret til erstatningsferie, hvis du bl.a. har givet din arbejdsgiver besked om din sygdom.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket