Barsel for offentligt ansatte – børn født 2. august 2022 eller senere

Din ret til orlov og barselsdagpenge i forbindelse med graviditet og barsel fremgår af barselsloven, mens din ret til fuld løn under barsel kræver en aftale med din arbejdsgiver. 

Børn født før den 2. august 2022

For børn født før 2. august 2022 kan du se reglerne her.

Løn - børn født den 2. august 2022 eller senere

Du kan få løn under barsel, hvis du har ret til løn under sygdom. Din arbejdsgiver skal også kunne få dagpengerefusion - det gælder dog ikke graviditetsorlov i 5., 6., 7. og 8. uge før forventet fødsel.

Kan din arbejdsgiver ikke få fuld dagpengerefusion, men kun nedsat eller ingen dagpengerefusion, bliver din løn under barsel efter fødslen nedskrevet med dagpengesatsen.

Når du er ansat i en kommune

Dine rettigheder:

Mor

  • 8 uger før forventet fødsel
  • 10 uger i forlængelse af fødslen
  • 10 uger efter den 10. uge

Far/medmor

  • 2 uger i forbindelse med fødslen eller barnets hjemkomst, kan dog aftales afholdt på et andet tidspunkt i de første 10 uger efter fødslen.
  • 7 uger efter fødslen

Fælles

  • 6 uger efter fødslen

 

Når du er ansat i en region

Dine rettigheder:

Mor

  • 8 uger før forventet fødsel
  • 10 uger i forlængelse af fødslen
  • 10 uger efter den 10. uge

Far/medmor

  • 2 uger i forbindelse med fødslen eller barnets hjemkomst, kan dog aftales afholdt på et andet tidspunkt i de første 10 uger efter fødslen.
  • 7 uger efter fødslen

Fælles

  • 6 uger efter fødslen

 

Når du er ansat i staten

Dine rettigheder:

Mor

  • 6 uger før forventet fødsel
  • 10 uger i forlængelse af fødslen
  • 10 uger efter den 10. uge

Far/medmor

  • 2 uger i forbindelse med fødslen eller barnets hjemkomst, kan dog aftales afholdt på et andet tidspunkt i de første 10 uger efter fødslen.
  • 7 uger efter fødslen

Fælles

  • 6 uger efter fødslen

 

Mors 25. og 26. orlovsuge

Retten til løn er betinget af, at din arbejdsgiver kan få refusion.

Som mor kan du få løn i op til 26 uger efter fødslen, hvis du også holder de 6 ugers fælles orlov (10+10+6 uger).

Men barselsloven giver dig som udgangspunkt kun ret til 24 uger med dagpenge, og derfor kan din arbejdsgiver ikke få refusion i uge 25 og 26, medmindre at far overdrager 2 ugers orlov med dagpenge til dig.

Får du ikke overført orlov med dagpenge af faren, bliver din løn nedskrevet med dagpengesatsen i de uger, hvor din arbejdsgiver ikke kan få refusion.

Fælles orlov

Hvis I begge er omfattet af den samme barselsaftale, kan de 6 fælles uger efter fødslen holdes enten af mor eller far/medmor eller deles.

Hvis I er omfattet af 2 forskellige barselsaftaler – fx kommune og stat - kan I begge holde 6 uger.

Pension

For alle gælder det, at der indbetales pensionsbidrag under den lønnede orlov og i op til 20 uger af den ulønnede del, hvis du får barselsdagpenge.

Graviditetsundersøgelser

Du har ret til løn under fravær fra arbejdet til graviditetsundersøgelser inkl. transporttiden, når fraværet er foreneligt med forholdene på din arbejdsplads.

Du har pligt til at forsøge at få dine graviditetsundersøgelser aftalt, så det berører arbejdet mindst muligt.