Ferieloven giver dig ret til 5 ugers ferie. Som offentligt ansat optjener du også ret til en 6. ferieuge, hvis du er ansat i en kommune, region eller i staten, eller hvis du er ansat som elev i det offentlige.
Hvis du er ansat i staten, kan du læse mere om den 6. ferieuge her.
Ansatte ved kommuner og regioner
Ferietimer og lønnen
Hvis du er månedslønnet og ansat i en kommune eller region, har du ret til en 6. ferieuge. Du får dog kun ferie med løn, hvis du har optjent ret til det.
Du optjener timer til den 6. ferieuge i løbet af et kalenderår, dvs. fra januar til december.
Er du fuldtidsansat svarer den 6. ferieuge til 37 timer, og dermed optjener du 3,083 ferietimer pr. måned (37 timer / 12 måneders ansættelse). Som deltidsmedarbejder optjener du forholdsmæssigt, så det svarer til de timer, du er ansat.
Ferien svarer til dit timetal
Du skal altid holde ferien med din aktuelle beskæftigelsesgrad, dvs. det timetal, du er ansat til på selve ferietidspunktet.
Det gælder uanset, om dit timetal/din beskæftigelsesgrad ændres fra det kalenderår, hvor du optjener 6. ferieuge, til selve ferietidspunktet.
Derimod bliver din løn i ferien beregnet ud fra din aktuelle timeløn på ferietidspunktet i forhold til din beskæftigelsesgrad i det foregående kalenderår, hvor du har optjent den 6. ferieuge.
Var du kun ansat på deltid i optjeningsåret, så bliver din aktuelle timeløn kun beregnet i forhold til dit timetal i din deltidsstilling.
Det betyder, at hvis du går fra deltid til fuldtid, så får du ikke 37 timers løn, men deltidsløn i ferien, selvom du får 37 timers ferie.
Afholdelsesperioden
Du skal holde den 6. ferieuge i perioden 01.05-30.04, som følger efter kalenderåret, hvor du har optjent ferien. Dvs. at reglerne for den 6. ferieuge ikke bliver ændret pga. den nye ferielov 1. september 2020.
Ferie efter dit ønske
Du kan selv ønske, hvornår den 6. ferieuge skal holdes, men du skal tage hensyn til, hvordan dit arbejde skal udføres. Din arbejdsgiver kan afvise dit ønske, hvis det gør det svært at få arbejdet udført.
Det er derfor vigtigt, at du så tidligt som muligt fortæller din arbejdsgiver, hvornår du ønsker at holde fri.
Ønsker du at overføre den 6. ferieuge til den efterfølgende ferieperiode, kan det kun ske efter aftale. Som udgangspunkt kan din arbejdsgiver også kun overføre ferien med din accept.
Du har ikke pligt til at holde hele den 6. ferieuge, men du kan i stedet ønske at få den udbetalt efter afholdelsesperioden – bemærk evt. frist for at give besked om dit ønske om udbetaling - se næste afsnit.
Din arbejdsgiver kan bestemme, at du skal holde 6. ferieuge
Din arbejdsgiver kan senest den 1. maj meddele, at der skal tages budget- og planlægningsmæssige hensyn, når du skal holde den 6. ferieuge.
Det betyder, at du senest den 1. oktober samme år skal give din arbejdsgiver besked, hvis du ønsker at få den 6. ferieuge udbetalt.
Din 6. ferieuge vil automatisk blive overført til det næste ferieår, hvis du ikke holder ferien eller har bedt om at få den udbetalt.
Du kan stadig ønske, hvornår den overførte ferie skal holdes, og ellers kan din arbejdsgiver pålægge dig ferien med 1 måneds varsel.
Fratræder
Fratræder du jobbet, får du ferie, som du har til gode, udbetalt med din sidste løn. Ferien beregnes med 2,5 % af din ferieberettigede løn.
Din arbejdsgiver kan ikke pålægge dig at holde din evt. overførte 6. ferieuge i en opsigelsesperiode.
Timelønnede
Hvis du er ansat på timeløn, optjener du feriepenge i stedet for ferie med løn. Den 6. ferieuge beregnes med 2,5% af den ferieberettigede løn.
Din 6. ferieuge udgør 37 timer, uanset om du er fuldtids- eller deltidsansat. Dermed optjener du 3,083 timer pr. måned, du er ansat.
Som timelønnet kan du ikke overføre den 6. ferieuge til næste ferieår.
Elev
Er du ansat i en kommune eller region som elev efter erhvervsuddannelsesloven, har du også ret til den 6. ferieuge efter nogle særlige regler.