Offentligt ansatte er omfattet af en ferieaftale. Aftalen stiller ikke offentligt ansatte ringere end ferieloven, men ferieaftalen skiller sig ud på enkelte områder.
Ansatte i staten
Hvis du er månedslønnet og ansat i staten har du ret til 5 ugers ferie og nogle særlige feriedage. Du får dog kun ferie med løn, hvis du har optjent ret til det.
Samtidighedsferie
Du optjener 5 ugers ferie efter ferielovens regler om samtidighedsferie. Det betyder bl.a.:
- at du kan holde ferien måneden efter, at du har optjent ferien (samtidighedsferie).
- at du optjener ferie i perioden 01.09-31.08 = ferieåret.
- at du har 16 måneder til at holde ferien i perioden 01.09-31.12 året efter = ferieafholdelsesperioden.
Før den 1. september 2020 optjente du ferien i løbet af et kalenderår og afviklede ferien i det efterfølgende ferieår fra den 1. maj.
Læs mere om de forskellige ferieperioder.
Ferien svarer til dit timetal
Du holder altid ferie med din aktuelle beskæftigelsesgrad, dvs. det timetal, du er ansat på selve ferietidspunktet.
Det gælder, uanset om dit timetal/din beskæftigelsesgrad ændres fra perioden, hvor du har optjent ferie til selve ferietidspunktet.
Eksempel
Hvis du holder 1 uges ferie, svarer det til 37 timer, hvis du er ansat på fuld tid på ferietidspunktet, selvom du var ansat på deltid, da du optjente ferien.
Løn i ferien
Din løn under ferien bliver fra den 1. september beregnet ud fra din beskæftigelsesgrad på selve optjeningstidspunktet. Dvs. din aktuelle timeløn på ferietidspunktet beregnet i forhold til din beskæftigelsesgrad på optjeningstidspunktet.
Eksempel
Er du fx fuldtidsansat på ferietidspunktet, så får du 37 timers ferie. Men var du deltidsansat på optjeningstidspunktet, så bliver din aktuelle timeløn kun beregnet i forhold til dit timetal i din deltidsstilling. Det vil fx sige, at du får 30 timer x din aktuelle timeløn.
Modsat får du løn for 37 timer, hvis du går fra fuldtid på optjeningstidspunktet til deltid på ferietidspunktet
Særligt ferietillæg
Hvis du holder ferie med løn, får du et ferietillæg på 1% efter ferieloven og et særligt ferietillæg, som hæves fra 0,5% til 2,02% fra den 1. april 2024 efter statens ferieaftale.
Din arbejdsgiver bestemmer, om tillægget udbetales 2 gange årligt i slutningen af maj og august eller som en forholdsmæssig andel, når du holder ferien.
Feriepenge i stedet for ferie med løn
Du kan, før optjeningsåret begynder den 1. september, bede din arbejdsgiver om feriepenge i stedet for ferie med løn. Feriepengene beregnes i så fald som 12 % af din ferieberettigede løn.
Du vil dermed ikke få løn under ferie, ligesom du heller ikke vil få udbetalt et særligt ferietillæg, idet det er en del af feriepengene på 12%.
Timelønnede
Timelønnede følger ferielovens regler.
Særlige feriedage – ”den 6. ferieuge”
Som statsansat optjener du særlige feriedage, hvis du er omfattet af Cirkulære om Ferieaftalen.