Offentligt ansatte er omfattet af en ferieaftale. Aftalen stiller ikke offentligt ansatte ringere end ferieloven, men ferieaftalen skiller sig ud på enkelte områder.
Ansatte ved kommuner og regioner
Hvis du er månedslønnet og ansat i en kommune eller region, har du ret til 6 ugers ferie. Du får dog kun ferie med løn, hvis du har optjent ret til det.
Din 6. ferieuge følger nogle særlige regler, som du kan læse om her.
Samtidighedsferie fra 1. september 2020
Indtil den 1. september 2020 optjente du ferien i løbet af et kalenderår og afviklede ferien i det efterfølgende ferieår fra den 1. maj.
Det er ændret i ferieloven fra den 1. september 2020, hvor du går over til samtidighedsferie, som bl.a. betyder:
- at du kan holde ferien måneden efter, at du har optjent ferien (samtidighedsferie).
- at du optjener ferie i perioden 01.09-31.08 = ferieåret.
- at du har 16 måneder til at holde ferien i perioden 01.09-31.12 året efter = ferieafholdelsesperioden.
Læs mere om de forskellige ferieperioder.
Ferien svarer til dit timetal
Du holder altid ferie med din aktuelle beskæftigelsesgrad, dvs. det timetal, du er ansat til på selve ferietidspunktet.
Det gælder uanset, om dit timetal/din beskæftigelsesgrad ændres fra perioden, hvor du har optjent ferie til selve ferietidspunktet.
Eksempel
Hvis du holder 1 uges ferie, svarer det altså til 37 timer, hvis du er ansat på fuld tid på ferietidspunktet, selvom du var ansat på deltid, da du optjente ferien.
Løn i ferien
Din løn under ferien bliver fra den 1. september beregnet ud fra din beskæftigelsesgrad på selve optjeningstidspunktet. Du får stadig din aktuelle timeløn på ferietidspunktet, men den bliver beregnet i forhold til din beskæftigelsesgrad på optjeningstidspunktet.
Eksempel
Er du fx fuldtidsansat på ferietidspunktet, så får du 37 timers ferie. Men var du deltidsansat på optjeningstidspunktet, så bliver din aktuelle timeløn kun beregnet i forhold til dit timetal i din deltidsstilling. Det vil fx sige, at du får 30 timer x din aktuelle timeløn.
Modsat får du løn for 37 timer, hvis du går fra fuldtid på optjeningstidspunktet til deltid på ferietidspunktet.
Ferietillæg
Udover ferie med løn får du udbetalt et ferietillæg på 1% efter ferieloven og et forhøjet ferietillæg på 0,95%. De 2 tillæg optjenes og udbetales på forskellige tidspunkter.
Du får ferietillægget på 1% udbetalt i 2 omgange i slutningen af maj og august. I maj får du udbetalt ferietillægget optjent i perioden 1.09-31.05, og i august får du tillægget optjent fra 01.06-31.08.
Det forhøjede ferietillæg udbetales med 0,95% af din ferieberettigede løn optjent i det foregående kalenderår. For nogle personalegrupper kan procenten være forhøjet. Du får tillægget udbetalt i maj efter det kalenderår, hvor tillægget er optjent.
Feriepenge i stedet for ferie med løn
Du kan, før ferieåret begynder den 1. september, fortælle din arbejdsgiver, at du ønsker at få feriepenge i stedet for ferie med løn. Feriepengene beregnes i så fald som 12,45% af din ferieberettigede løn (12% efter ferieloven og 0,45% efter aftale om 6. ferieuge mm.).
Du vil dermed ikke få løn under ferie, ligesom du heller ikke vil få udbetalt et særligt ferietillæg, idet det er en del af feriepengene på 12,45%.
Timelønnede
Hvis du er ansat på timeløn, optjener du feriepenge i stedet for ferie med løn. Feriepengene beregnes som 12,95% af den ferieberettigede løn.
Elev
Er du ansat som elev efter erhvervsuddannelsesloven, optjener du også løbende ferie, men derudover kan du have ret til at få tildelt nogle feriedage med løn, selvom du ikke har optjent feriedagene, fordi der gælder særlige ferieregler for elever ansat efter erhvervsuddannelsesloven.
Din ret til 6. ferieuge som elev i en kommune eller region afhænger af, hvornår du er ansat