Får du den løn, som du har ret til? Din løn skal afspejle det arbejde, du udfører, og de kvalifikationer, som du har.
Din fast påregnelige løn består typisk af flere forskellige lønelementer, der afhænger af de funktioner, du udfører og/eller de kvalifikationer, du har.
Din løn kan bestå af følgende lønelementer:
Grundløn
Først og fremmest består din løn af en grundløn. Grundlønnen er aftalt via den overenskomst, du er blevet ansat efter. Grundlønnen er den løn, som du ifølge overenskomsten som minimum har krav på.
Udover den overenskomstmæssige grundløn har du mulighed for at få kvalifikations- og/eller funktionsløn.
Kvalifikationsløn
Kvalifikationsløn er den løn, du får for de kvalifikationer, du har, og som ikke betragtes som en del af din grundløn. Det kan fx være din erfaring, noget ekstra uddannelse, som du bruger i dit arbejde, eller det kan være, at du har en specialviden inden for lige det område, du beskæftiger dig med.
Funktionsløn
Funktionsløn gives typisk for funktioner, som ligger ud over det normale i den pågældende stilling. Det kan være et bestemt ansvarsområde, en midlertidig opgave fx praktikvejledning eller en funktion som superbruger.
Din løn skal aftales med din leder
Der kan være årlige lønforhandlinger på din arbejdsplads, men du har også mulighed for løbende at høre din leder ad, om der er penge til lønforhandling, hvis du vurderer, at din løn ikke afspejler dit arbejde.
Forhåndsaftaler
Det kan også være, at der på din arbejdsplads allerede er lavet aftaler om, at du for en given funktion (fx praktikvejledning) eller kvalifikation (fx uddannelse) skal honoreres for det.
Sådanne aftaler kaldes forhåndsaftaler og er, som ordet siger, løn der er aftalt på forhånd. Undersøg derfor altid, om der kan være en forhåndsaftale, der gælder for dit ansættelsesområde.
Løntillæg
Lønelementerne gives enten som trin eller tillæg. Hvis du får et løntillæg, skal du være opmærksom på, at det typisk opgøres i et andet lønniveau og skal omregnes til nutidskroner.
Dit løntillæg kan fx være angivet som et grundbeløb fra et tidligere år. Beløbet skal derfor omregnes til, hvad det svarer til i dag, så man tager højde for den prisudvikling, der har været i mellemtiden. Man bruger en såkaldt omregningsfaktor, når man omregner tillægget til nutidskroner.
Du skal også være opmærksom på, om det reguleres i forhold til din ansættelsesbrøk (specielt hvis du er ansat på deltid).
Dokumentation
Du skal selv sørge for at skaffe bilag, som dokumenterer, hvis du evt. har tidligere erfaring fra samme arbejdsområde. Det er specielt vigtigt, hvis du bliver ansat efter en overenskomst, som giver ret til automatisk lønstigning efter et bestemt antal års erfaring.
Lønkontrol
Du skal selv kontrollere din løn, når lønnen udbetales. Hvis du er ansat på et døgndækket område (sygehus, plejehjem, døgninstitution etc.), skal du også kontrollere opgørelsen over din arbejdstid.
Hvis du finder fejl i opgørelsen over din arbejdstid, er det vigtigt, at du hurtigst muligt kontakter den person, som laver indberetningerne til vagtplanen, for det kan være svært at komme med krav om fx ekstratimer eller overarbejde, hvis det er mere end 1 måned gammelt.
Husk også at tjekke, om din arbejdsgiver har afregnet din pension til den pensionskasse, som du sparer op hos. Du kan se dine pensionsoplysninger på www.pensionsinfo.dk.
Hvis du er uenig i din løn, skal du kontakte din leder eller lønkontoret. Du er naturligvis også velkommen til at kontakte os for at få hjælp til en lønkontrol.