Orlov til pasning af døende pårørende
Har du en døende pårørende, som vil tilbringe sin sidste levetid i eget hjem, har du mulighed for at passe ham/hende.
Du har ret til at få orlov fra dit arbejde og modtage plejevederlag fra kommunen, hvis en række betingelser er opfyldt.
Betingelser for plejevederlag
Du skal opfylde en række betingelser for at få bevilget plejevederlag:
- En læge har vurderet, at den døende kun har kort levetid tilbage.
- Den døende har et plejebehov.
- Den døende skal være enig i, at du skal varetage plejen.
- Plejen skal kunne foregå i dit eller den døendes hjem.
Plejevederlagets størrelse
Det skattepligtige vederlag kan ikke overstige din hidtidige indtægt. Har du ret til sygedagpenge ved sygdom, vil du som udgangspunkt få udbetalt op til 1,5 størrelsen på sygedagpengene.
Har du ikke ret til sygedagpenge ved sygdom, vil du få udbetalt et basisbeløb på 17.633 kr. (2024-niveau) om måneden.
Er du i job, og har du ret til løn under orloven, vil din arbejdsgiver modtage refusion fra kommunen svarende til størrelsen på plejevederlaget.
Vederlaget kan blive udbetalt, uanset om du mister en indtægt eller ej. Du kan ikke have 2 indtægter på samme tid.
Sådan søger du
Både privat og offentligt ansatte har ret til at holde orlov for at passe en døende.
Er du i job, skal du senest varsle din arbejdsgiver om, at du skal holde orlov samtidigt med, at du søger om vederlag hos kommunen.
Du skal søge om vederlag hos din kommune eller på borger.dk.
Spørgsmål
Har du spørgsmål, skal du rette henvendelse til din kommune.