Betaling under sygdom

Overholder du reglerne for, hvordan du skal sygemelde dig, har du som regel krav på betaling fra din arbejdsgiver under dit sygefravær.

Funktionærer

Er du funktionær, har du ret til fuld løn under sygdom, uanset hvor længe sygdommen varer.

Ikke funktionær?

For alle andre lønmodtagere afgør aftalerne i din ansættelseskontrakt samt en eventuel overenskomst eller personalehåndbog, hvilken betaling du har krav på under sygdom.

Mange overenskomster giver fx ret til fuld løn eller 90 % af lønnen i hele eller dele af sygdomsforløbet, medmindre sygefraværet er omfattet af en § 56-aftale.

Der kan også være aftalt særlige regler for løn under sygdom, hvis du er syg pga. en arbejdsskade

Sygeløn

Har du krav på fuld løn under sygdom, skal du have din sædvanlige, fast påregnelige løn.

Har du en fast månedsløn, er der ingen problemer.

Men lønnen kan variere, fx hvis du har skiftende arbejdstider/timetal. Foreligger der ingen arbejdsplan for sygeperioden, bliver din løn under sygdom beregnet som et gennemsnit. Er der store udsving i løbet af et år, tager man et gennemsnit over et helt år. Ellers vil 3 - 6 måneder være det normale.

Gennemsnitsberegninger bliver også brugt, hvis der er tale om hel eller delvis aflønning med provision/bonus. Også her sker der korrektion for sæsonudsving m.v.

Du kan også have forskellige tillæg til din løn, fx til dækning af:

Under en sygemelding har du krav på disse tillæg i sædvanligt omfang, hvis det er fast påregnelige tillæg.

Din arbejdsgiver må derfor ikke uden varsel fjerne dig fra aften- eller nattevagter på arbejdsplanen for at spare tillægget til dig. For så ændrer din arbejdsgiver jo på det "sædvanlige omfang".

Omvendt har du ikke krav på betaling for en ekstravagt/overarbejde, hvis du bliver nødt til at sygemelde dig og derfor alligevel ikke har de ekstra timer. Overarbejde anses nemlig ikke for at være "fast påregneligt".

Sygedagpenge

Har du ikke krav på sygeløn, skal din arbejdsgiver betale dig sygedagpenge i de første 30 dage af sygeperioden, hvis du opfylder betingelserne nedenfor:

  • Du har været ansat uafbrudt de sidste 8 uger.
  • Du har arbejdet mindst 74 timer i 8-ugersperioden.

Opfylder du ikke disse betingelser, kan du eventuelt få sygedagpenge fra kommunen.

Det er også kommunen, der overtager udbetalingen af sygedagpenge, hvis du er syg i mere end 30 dage, og din arbejdsgiver derfor ikke længere skal betale til dig.  

Bemærk at der ikke sker udbetaling af sygedagpenge for eventuelle helligdage i sygeperioden. Sygdom på helligdage er dermed for egen regning, medmindre du er berettiget til SH-betaling.

Se også Hjælp fra Faglig afdeling.

Fleksjob

Der gælder særlige regler, når du er ansat i et fleksjob – læs mere her

Sygeferiegodtgørelse

Vidste du, at hvis du i perioder ikke har krav på løn, fordi du er syg, kan du alligevel optjene ret til sygeferiegodtgørelse?

Reglerne om sygeferiegodtgørelse skal sikre, at du kan optjene feriepenge, hvis du ikke kan optjene almindelig feriegodtgørelse, fordi du er syg og ikke får løn.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket