Jobrotation
Jobrotation betyder, at du kan blive ansat som vikar i en virksomhed, mens virksomheden har sendt en eller flere af sine ansatte på efteruddannelse.
Samtidig er det en mulighed for dig til at styrke dine faglige kompetencer, fordi du får mulighed for at lære en virksomhed at kende.
Du kan blive ansat i et jobrotationsjob, når du har været ledig i sammenlagt 6 måneder. Du bliver ansat på almindelige løn- og ansættelsesvilkår i virksomheden.
Du kan højst være ansat i 6 måneder som vikar i jobrotation.
Dagpengeret ved jobrotation
Du skal være opmærksom på, at du ikke optjener ret til dagpenge, mens du er i jobrotation. Men du bruger heller ikke af din ydelsesperiode, så længe du er i jobrotation.
Sådan gør du, hvis du vil i jobrotation
Hvis du gerne vil i jobrotation, skal du kontakte dit jobcenter og fortælle, at du er interesseret i at blive vikar i et jobrotationsprojekt. Du vil her få vejledning i, om du og virksomheden opfylder kravene til jobrotationen.