Et CV er en beskrivelse af dit arbejdsliv krydret med få elementer fra dit familie- og fritidsliv.
Ved jobsøgning er CV’et en væsentlig del af arbejdsgivernes beslutningsgrundlag i forhold til hvem, de vil invitere til jobsamtale. CV’et kan derfor også være afgørende for, hvem der får jobbet.
Hvad kan jeg bruge et CV til?
Der er flere gode grunde til at have et godt og solidt CV klar, der tydeligt viser dine personlige og faglige kompetencer. Blandt andet bør dit CV være i stand til at:
- være dit "salgsværktøj" over for arbejdsgivere.
- støtte til dig i afklaringen af egne styrker og jobmuligheder.
- redegøre for relevante oplysninger på en let og overskuelig måde.
Når du sender en ansøgning, er der en klar forventning om, at du altid sender dit CV med.
Møder du personligt op på en arbejdsplads for at søge job, skal du være opmærksom på, at mange arbejdsgivere ikke vil tage imod et fysisk CV. Det skyldes GDPR, også kendt som databeskyttelsesforordningen, der har til formål at beskytte dine personoplysninger.
Det betyder ikke, at du ikke stadig kan møde fysisk op, hvis du har lyst. I så fald kan arbejdsgiveren fortælle dig, hvordan du kan søge job hos dem – fx gennem en jobportal.
Søger du job gennem et vikarbureau, skal du også aflevere et CV, så du nemt kan blive matchet med de mest passende vikarjobs.
Særligt om dit CV på jobnet.dk
Er du ledig, skal du oprette et CV på jobnet.dk. Inde på hjemmesiden finder du en specifik skabelon for, hvordan dit CV hos dem skal se ud. Der er forklarende hjælpetekster ved skabelonen, så det bliver nemt for dig at oprette et korrekt CV.
Dit CV på jobnet.dk giver arbejdsgiverne mulighed for at søge dig frem, hvis de aktivt leder efter specifikke kvalifikationer eller erfaringer. Jobkonsulenterne har også mulighed for at finde et match mellem dig og en virksomhed, hvis du har oplyst de korrekte informationer.
Din faglige profil
En del af dit CV skal bestå af din faglige profil. I dette afsnit skriver du det, der bliver kaldt "elevatortalen".
Det er en kort og præcis præsentation af dig selv samt dine kompetencer og ambitioner. Sagt helt kort er det altså den røde tråd i dit arbejdsliv, der giver et klart overblik over dine relevante kompetencer og erfaringer – helt kort og præcist.
Din faglige profil skal give læseren et hurtigt overblik over, hvem du er, og hvad du har arbejdet med. På den måde kan dit CV faktisk stå alene uden en reel ansøgning, hvis du fx søger via dit netværk.
Kvalifikationer og kompetence CV
Her beskriver du i listeform alle dine kvalifikationer. Det giver et godt overblik over al den viden, du har tilegnet dig gennem tidligere arbejde, uddannelser eller kurser.
For at understrege, at du også kan overføre din lærte viden til handling, bør du i samme afsnit have fokus på dine kompetencer.
Kort sagt viser dine kompetencer, at du kan bruge dine kvalifikationer i praksis. Kan du derfor understøtte en lært viden ved at vise, at du fx har it-kompetencer fra et it-job, står dine evner som meget stærkere.
Dine kompetencer kan komme mange steder fra fx:
- Jobs, herunder fritidsjobs og studiejobs
- Praktikforløb
- Frivilligt arbejde og velgørenhed
- Arbejde eller medlemskab i foreninger eller udvalg
- Fritidsaktiviteter
Husk også, at du sagtens kan have relevante erfaringer, selvom det ikke præcist er det, der står i stillingsopslaget. Overvej i stedet hvilke af dine kompetencer, der kan løse den efterspurgte opgave, og sæt et særligt fokus på dette.
Erhvervserfaring
Når du skal dele din erhvervserfaring med potentielle arbejdsgivere, er det en fordel at lave den så overskuelig som muligt. Derfor anbefaler vi at lave en liste over alle de virksomheder, du har været ansat i.
Husk at oplyse årstal og din stillingsbetegnelse. Hvis det kan styrke din ansøgning, kan du også tilføje en kort forklaring på dine arbejdsopgaver.
Du skal lave et omvendt kronologisk CV. Det betyder, at du skal starte med at oplyse din seneste ansættelse og overveje at give en forklaring, hvis der er ’huller’ mellem ansættelserne – fx hvis du har været arbejdsløs, taget en uddannelse eller lignende. Det er vigtigt, at arbejdsgiveren ikke sidder tilbage med spørgsmål i forhold til dit CV.
Uddannelse
Et godt CV skal indeholde en liste over dine uddannelser. Her skal du huske at oplyse om uddannelsesstedets navn og årstal. Har du haft valgfag, der ikke direkte relaterer sig til din uddannelse, kan du også skrive dem på.
It-færdigheder
Rigtig mange arbejdspladser arbejder med en form for it-system. Derfor er det som oftest relevant, at du sørger for at oplyse, hvilke it-systemer du kender samt hvilket niveau, du bruger dem på. Det kan bl.a. være:
- Microsoft Office
- Google Workspace
- Adobe
- Slack
- Python
- Java
- Shopify
Når du skriver, hvilke it-systemer, du har kendskab til, skal du også angive, hvilket niveau dine kompetencer ligger på. Her kan du bruge denne skala:
- Kendskab
- Bruger
- Rutineret / avanceret
- Superbruger
- Ekspert / udvikler
På denne måde gør du det nemt og overskueligt for arbejdsgivere at se, at du har de rette kompetencer til jobbet.
Skabelon til et overskueligt CV
I vores Jobunivers kan du finde en skabelon, du kan bruge til dit CV. Det kan du bruge som udgangspunkt til at lave dit eget CV, hvor du naturligvis målretter dit CV til det job, du søger.
Download skabelon til CV
Find mere inspiration til jobsøgningen
Hos Det Faglige Hus har vi samlet en guide, der hjælper dig med at skrive den gode ansøgning. Du kan også tage et kig på www.hitmedjobbet.dk, og få endnu mere inspiration.
Download også vores quickguide, der giver dig 5 gode tips til, hvordan du kommer godt i gang med LinkedIn i din jobsøgning.
Karrieresamtale
Ønsker du at komme videre i dit arbejdsliv, eller er du usikker på, hvad du vil arbejde med i fremtiden, så er vi klar til at hjælpe dig med karriererådgivning. Her kan du få kyndig sparring om dit drømmejob samt inspiration til at afprøve noget nyt.
Læs også om jobsøgning og dagpenge.
Få hjælp, vejledning og inspiration i vores Jobunivers
Som medlem af Det Faglige Hus får du adgang til vores Jobunivers som du finder på MIT detfagligehus.
Jobunivers er en medlemsportal fyldt med masser af brugbar viden til dig, der søger job. Her kan du bl.a. finde flere forskellige skabeloner, der kan guide dig i at lave det optimale CV for netop dig og det job, du søger.
Vi har også samlet vejledninger og skabeloner til at skrive en god ansøgning, der kan styrke din ansøgning og få dig til at skille dig ud fra andre ansøgere.
På vores Jobunivers kan du også skabe dig et overblik over din jobsøgning samt se ledige jobs i vores jobdatabase. Baseret på dine erfaringer kan vi også give dig jobforslag, der er tilpasset dig.