Ønsker du at vende tilbage til dit hjemland?
Fra den 1. januar 2024 overtager vi jobcentrets pligt til at vejlede dig om muligheden for at vende frivilligt tilbage til dit hjemland, hvis du er i målgruppen.
Repatriering betyder, at du frivilligt vender tilbage til dit hjemland eller dit tidligere opholdsland eller et land, som du har nær familiemæssig tilknytning til. Du kan muligvis have ret til økonomisk hjælp i forbindelse med hjemrejsen. Støtten afhænger af den type opholdstilladelse, du har.
Det er også typen på din opholdstilladelse, der afgør, om du er omfattet af muligheden for repatriering. Du skal derfor som noget nyt svare på, hvilken opholdstilladelse du har, når du melder dig ledig. Spørgsmålet fremgår på den blanket, du skal udfylde.
Du er kun omfattet af repatrieringsloven, hvis du har haft opholdstilladelse i Danmark i op til 5 år.
Målgruppen for repatriering er:
- Flygtninge m.v.
- Familiesammenførte til flygtninge m.v.
- Udlændinge, som har opholdstilladelse i Danmark efter regler fra før 1983, eller efterkommere til disse.
- Danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab. Det gælder dog ikke personer, der er statsborgere i andre nordiske lande eller EU/EØS-lande.
- Uledsaget udlændinge under 18 år, hvis din opholdstilladelse ikke kan forlænges efter det fyldte 18. år (kun frem til du fylder 18 år).
- Udlændinge med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der har hjulpet danske myndigheder i Afghanistan.
Vil du vide mere?
Du kan få mere vejledning hos Dansk Flygtningehjælp, som varetager opgaven for Udlændinge- og Integrationsministeriet.
De giver råd og vejledning til flygtninge, indvandrere og danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, som overvejer at vende frivilligt tilbage til deres hjemland, det tidligere opholdsland eller et land, som du har nær familiemæssig tilknytning til.