Du kan have ret til at holde ferie, hvis du modtager:
- kontanthjælp.
- uddannelseshjælp.
- ressourceforløbsydelse i ressourceforløb.
- revalideringsydelse.
- ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb
Kontant- eller uddannelseshjælp
Hvis du har modtaget enten kontant- eller uddannelseshjælp i de sidste 12 måneder, har du ret til ferie i 4 uger. Du må højst holde ferie i 2 uger af gangen.
Du skal ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet i ferieperioden.
Ressourceforløbsydelse
Du har ret til 5 ugers ferie, hvis du er i et ressourceforløb, og har modtaget ressourceforløbsydelse i 12 måneder.
Evt. forudgående perioder med kontant- eller uddannelseshjælp tæller med i de 12 måneder.
Hvis du modtager ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb, har du også ret til 5 ugers ferie.
Revalideringsydelse
Hvis du er i revalidering og har været i revalideringsforløb i 12 sammenhængende måneder, har du ret til 4 ugers ferie. Du må højst holde ferie i 2 uger af gangen.
Forløbet skal enten have været et særligt tilrettelagt projekt, visse former for job med løntilskud, vejlednings- og opkvalificeringsforløb eller virksomhedspraktik.
Optjente feriepenge
I ferieperioden vil du skulle bruge evt. optjente feriepenge. Når de er brugt, vil du i resten af ferieperioden modtage enten kontant- eller uddannelseshjælp, ressourceforløbs- eller revalideringsydelse.
Du kan ikke "optjene" en generel ret til ferie, som du kan bruge i et evt. senere ansættelsesforhold.
Har du optjent feriepenge i et job, kan du aftale med kommunen, at du holder ferie, inden der er gået 12 måneder. Du vil ikke modtage ydelse fra kommunen under ferien, men kun dine feriepenge.
Feriens placering
Feriens placering skal i alle tilfælde aftales med kommunen. De skal tage hensyn til det forløb, du er i gang med, samt dine øvrige forhold som fx din families ferie.
Når du har opnået ret til ferie, skal den afholdes i løbet af de efterfølgende 12 sammenhængende måneder.
Udrejse
Du må gerne rejse til udlandet i din ferie, når du har aftalt det med kommunen.
Mulighed for at klage
Hvis du ikke kan blive enig med kommunen om feriens placering, træffer kommunen afgørelse herom.
Du vil kunne klage over afgørelsen. Vi kan tilbyde dig at vurdere sagen før du klager, og vi kan føre klagesagen for dig.