Mulighed for en mentorordning
Har du brug for støtte til at komme i eller fastholde et job, eller skal du i uddannelse eller fx i et ressourceforløb, kan du søge din kommune om en mentor.
Mentoren skal være afgørende for, at du kan passe dit arbejde eller deltage i forløbet.
Hvad er en mentors opgaver?
En mentor skal hjælpe og støtte dig i en periode, indtil du bliver i stand til at klare opgaverne selv.
Støtten fra mentoren skal ligge ud over, hvad en arbejdsplads, uddannelsesinstitution eller kommunen normalt gør for at hjælpe dig.
I hvilke situationer kan du få en mentor?
Du kan få en mentor i forskellige situationer. Fx hvis du er i, eller skal begynde på:
- Vejlednings- og opkvalificeringsforløb
- Virksomhedspraktik
- Job med løntilskud
- Revalidering
- Fleksjob
- Ressourceforløb
- Løntilskudsjob som førtidspensionist
- Ordinær ansættelse
- Ordinær uddannelse
Kommunen kan også bevilge dig en mentor, hvis du har helbreds- eller personlige problemer.
Hvad kan en mentor hjælpe dig med?
En mentor kan hjælpe dig med opgaver, som både omhandler dit arbejds- og privatliv.
Eksempler på opgaver er:
- Oplæring i nye arbejdsopgaver
- Sikre at dine skånehensyn overholdes
- Sikre at du kommer op om morgenen
- Gå med til læge
- Støtte i din uddannelse
Hvor meget støtte kan du få?
Der er ikke fastsat nogen grænse for, hvor meget støtte du kan få. Det afhænger af dit behov. Typisk bevilges mentorstøtte i et par timer om ugen.
Kommunen laver bevillinger i op til 6 måneder ad gangen.
Hvordan er mentoren ansat?
Når kommunen har bevilget dig en mentor, betaler de lønomkostningerne. Det kan fx være som tilskud til din arbejdsgiver.
Mulighed for at klage
Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om mentorstøtte, kan du klage over den. Vi kan tilbyde dig at vurdere sagen før der klages og evt. føre klagesagen for dig.