Du skal være meget opmærksom på reglerne, hvis du skal modtage sygedagpenge fra kommunen, eller hvis din arbejdsgiver skal modtage refusion. Overholder du ikke reglerne, kan kommunen stoppe for udbetalingen.
Når din arbejdsgiver eller a-kassen har indberettet dit sygefravær til kommunen, vil du modtage en besked i Digital Post om, at du skal udfylde et oplysningsskema.
Har du ikke modtaget besked om oplysningsskemaet inden for et par uger regnet fra din 1. fraværsdag, skal du kontakte kommunen.
Hvis du ingen arbejdsgiver har, og du ikke er meldt ledig i din a-kasse, skal du kontakte kommunen. De skal vejlede dig om, hvordan du sygemelder dig.
Oplysningsskema og ansøgning om sygedagpenge
På Mit Sygefravær på borger.dk skal du udfylde og underskrive oplysningsskemaet og en ansøgning om sygedagpenge. Kommunen skal have modtaget skemaet og din ansøgning om sygedagpenge inden 8 dage.
Du skal besvare en række spørgsmål bl.a. om følgende:
- Din sygdoms betydning for arbejdet?
- Evt. behandling?
- Forventet længde af dit fravær?
- Mulighed for delvis at genoptage arbejdet
Opfølgning og visitation
Kommunen/jobcenteret har pligt til løbende at følge op på din sag. Du vil derfor blive indkaldt til møde, inden der er gået 8 uger fra din første fraværsdag.
Hvis du ikke forventer at være raskmeldt inden 8 uger, vil de indhente en lægeerklæring til brug for den første samtale på jobcenteret.
Ønsker du eller din arbejdsgiver en hurtigere indsats i din sag, kan I benytte jer af fast-track ordningen.
Afhængigt af din situation vil du blive sat i en af 3 forskellige visitationskategorier, som er afgørende for, hvilken indsats du vil modtage i dit sygeforløb.
Du skal tage imod rimelige tilbud fra kommunen, som kan bringe dig tilbage på arbejdsmarkedet. Kommunen må kun give tilbud, hvis de er forenelige med din sygdom.
Mulighed for selvbooking af samtaler
Efter den første opfølgningssamtale kan du få mulighed for selv at booke tider til samtale med kommunen/jobcenteret på Min side på jobnet.dk
Hvis jobcenteret vurderer, at din adfærd er uhensigtsmæssig, kan de fratage dig retten til selv at booke dine samtaler.
Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering har udgivet en video om selvbooking.
Hvis du ikke følger reglerne?
Det er vigtigt, at du følger anvisningerne fra kommunen/jobcenteret og overholder alle frister i din sag.
Hvis de vurderer, at du ikke medvirker eller forhaler din sag, vil de stoppe for udbetalingen af sygedagpenge.
Er du ikke tilmeldt digital post
Er du ikke tilmeldt digital post, kan kommunen beslutte, at du skal aflevere oplysningsskemaet og din ansøgning om sygedagpenge på en anden måde end digitalt.
For at sikre at din ret til sygedagpenge ikke går tabt, bør du kontakte kommunen og lave klare aftaler.