Opfølgning og visitering fra kommunen
Er du sygemeldt, vil du blive sat i én af 2 forskellige kategorier, som er afgørende for, hvilken indsats kommunen vil give dig i dit sygeforløb.
Kategorierne
Kategori 1:
Hvis der er en klar forventning om, at du er fuldt raskmeldt inden for 8 uger regnet fra din første fraværsdag.
Kategori 2:
Hvis en fuld raskmelding forventes senere end 8 uger regnet fra din første fraværsdag. Det kan både være sager med et mere klart og forudsigeligt forløb, hvor der kun er behov for en sundhedsmæssig og en beskæftigelsesmæssig indsats. Det kan også være sager, som kræver en tværfaglig og helhedsorienteret indsats.
Opfølgning
I kategori 1 vil du få en minimal indsats. Er du i arbejde, er der udover den 1. samtale, som skal holdes inden 8. uge regnet fra 1. sygedag, ingen krav om opfølgning.
I kategori 2 skal jobcenteret følge op på din sag inden udgangen af 8. uge regnet fra 1. sygedag. Der skal herefter holdes mindst 3 samtaler inden for de første 6 måneder. Herefter aftales opfølgningen mellem jobcentret og dig. Jobcentret kan vælge at følge ekstra op, hvis de vurderer, der er et behov. Du har ret til at få en samtale, hvis du ønsker det.
Opfølgningens form
Den første opfølgningssamtale skal som udgangspunkt foregå som en personlig samtale, medmindre din sygdom forhindrer det.
Efter den første samtale kan du vælge, om opfølgningen skal ske ved personligt fremmøde, telefonisk eller digitalt. Jobcentret kan efter en konkret vurdering kræve personligt fremmøde.
Samtaler bør gennemføres telefonisk eller digitalt, hvis:
- Du er i et ansættelsesforhold.
- Du har genoptaget arbejdet delvis.
- Du forventes at være fuldt raskmeldt og på vej tilbage i arbejde inden for 4 uger.
- Du forventes at gå på barsel inden for 4 uger.
- Du deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
- Din sygdom er til hinder for en individuel samtale.
Hvis du lider af en alvorlig sygdom, kan jobcenterets opfølgning foregå uden kontakt til dig.