12. maj 2021
Den 21. april 2021 begyndte den gradvise genåbning for rejseaktiviteter ind og ud af Danmark. Vi gennemgår her, hvad det betyder for dig, der får dagpenge, hvis du skal ud at rejse.
Genåbningen efter corona-nedlukningen medfører, at Udenrigsministeriets rejsevejledninger igen opdeler lande og regioner i verden i forskellige risikoniveauer (gul, orange og rød).
Langt de fleste lande er fortsat orange, men det forventes, at flere lande løbende bliver gule.
Orange og røde lande – Krav om isolation
For at få dagpenge skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis du skal i isolation efter indrejse til Danmark fra et orange eller rødt land, kan du ikke anses for at være til rådighed og kan derfor ikke få dagpenge.
Du kan tidligst få dagpenge, når du efter fjerdedagen kan fremvise en negativ PCR-test. Hvis du ikke lader dig teste, kan du tidligst få dagpenge 10 dage efter tidspunktet, hvor du rejste ind i Danmark.
Bemærk dog, at du er undtaget for kravet om isolation efter indrejse fra et land eller en region, der er orange alene pga. landets indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark.
Gule lande – ingen isolation
Hvis du rejser til Danmark fra et gult land, er der krav om test umiddelbart efter indrejse i Danmark, men du skal ikke i isolation og kan derfor anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Er du vaccineret eller tidligere smittet?
Fra den 1. maj 2021 er det muligt, hvis du er fuldt vaccineret, at rejse til orange lande og regioner i hele verden uden, at du skal testes eller i isolation, når du kommer tilbage til Danmark.
Er du tidligere smittet og har fast bopæl i Danmark, og kan du fremvise dokumentation for et positivt COVID-19 testresultat, som er mindst 14 dage og højest 180 dage gammelt, er du sidestillet med vaccinerede. Det vil sige, at du også er undtaget for krav om test og isolation efter indrejse i Danmark.
Mere info
Du kan holde dig orienteret på Udenrigsministeriets hjemmeside og coronasmitte.dk om de forskellige landes rejsevejledninger.