20. marts 2025
A-kassen og de 3 fagforeninger i Det Faglige Hus har endnu en gang realiseret flotte årsregnskaber med et samlet overskud på 60,1 millioner kr. Dermed er organisationen rustet til øget konkurrence om medlemmerne og de nye opgaver, som kommer i kølvandet på en ny beskæftigelsesreform.
Med 238.000 medlemmer i fagforeninger og a-kasse er Det Faglige Hus allerede nu tæt på de 240.000 medlemmer, som er målet for medlemstallet ved udgangen af 2026. Medlemstælleren har nemlig også sidste år rullet i et raskt tempo, og det er forklaringen på stigningen i indtægter til både a-kasse og fagforeninger. Så kort sagt går det fortsat rigtig godt i den faglige organisation med hovedkvarter i Esbjerg.
Mens fagforeningerne har øget deres overskud, slutter a-kassen 2024 med et overskud, der er 6,3 millioner kr. mindre end året før. Samlet set er sidste års overskud derfor godt 3 millioner kr. mindre end i 2023.
Stigende lønomkostninger
”Forklaringen er stigende lønomkostninger i primært a-kassen som følge af de opgaver, som vi i de senere år har overtaget fra jobcentrene. Vi har opnormeret med flere vejledere i alle a-kassens afdelinger landet over, og denne udvikling er også fortsat her i det nye år.
I Det Faglige Hus øgede vi antallet af medarbejdere med 46 henover 2023 og 2024, og i år har vi til dato haft en nettotilvækst på 17 medarbejdere”, siger adm. direktør Brian Elsted Hansen.
Øget konkurrence
Det Faglige Hus har i 2024 oplevet en øget konkurrence om medlemmerne fra især et par af de øvrige alternative fagforeninger og a-kasser. Fra hovedkvarteret i Esbjerg lyder meldingen, at der i løbet af få uger lanceres et nyt attraktivt medlemstilbud, som kan matche konkurrenternes. Konkurrencen de ”gule” imellem vil uden tvivl også sætte forbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation endnu mere under pres, vurderer landsformand Johnny Nim:
”Vi har altid været meget omkostningsbevidste og har konstant fokus på, hvordan vi bruger medlemmernes penge. Vores service går vi dog aldrig på akkord med. Der skal være hurtige responstider på både telefon og mail, og vores faglighed skal være og er i top i både fagforeninger og a-kasse.
Nyt kontordomicil
Lige nu døjer vi dog med forholdsvis høje omkostninger på driften af hovedkontoret i Esbjerg, fordi vores afdelinger er spredt ud på ikke færre end 8 adresser i byen. Det koster noget til logistik, men det koster også noget på sammenhængskraften i en organisation, når medarbejderne ikke er samlet under ét tag”, siger han.
Han deler derfor til fulde medarbejdernes forventninger til udgangen af 2027, når Det Faglige Hus kan tage et 20.000 kvadratmeter stort og 14 etager højt kontordomicil i brug på Esbjerg Brygge.
”Økonomisk er det en stor mundfuld, men med en samlet egenkapital på over 426 millioner i fagforeninger og a-kasse er vi ikke bare klædt ordentlig på til dette projekt, men også til alle de opgaver, som vi forventelig skal påtage os som følge af den nye beskæftigelsesreform og den planlagte omlægning og indskrænkning af jobcentrene”, siger Johnny Nim.