4. juni 2024
Selv om 3F i 2023 ikke har mistet nær så mange fagforeningsmedlemmer som tidligere år eller for den sags skyld i forbundets a-kasse, så kan organisationen godt indstille sig på at indtage en mere ydmyg rolle på arbejdsmarkedet i fremtiden. Ved årsskiftet overtager vi nemlig titlen som Danmarks største fagforening.
Danmarks Statistik offentliggjorde mandag morgen medlemstal for de danske fagforeninger for 2023, og her ryger organisationerne i Det Faglige Hus ind på en 2. plads med 187.132 medlemmer og en medlemsvækst på 11.890. Ved årsskiftet havde vi således knap 19.000 færre medlemmer end 3F.
”Nu er tallene fra Danmarks Statistik jo ”gamle” tal fra 1. januar, og der er løbet meget vand i åen siden da.
Vi lavede derfor i fredags et udtræk fra vores medlemsdatabase over antallet af medlemmer med arbejdsmarkedstilknytning, og vi har alene i årets 5 første måneder haft en tilgang på over 8.000 fagforeningsmedlemmer med arbejdsmarkedstilknytning. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, overhaler vi også 3F omkring årsskiftet”, siger Johnny Nim, landsformand i Det Faglige Hus.
Brug for en ny organisationsmodel
Det er 35 år siden, at han stiftede den første af Det Faglige Hus’ 3 fagforeninger, og han har aldrig tvivlet ét sekund på, at der var brug for en ny organisationsmodel på det danske arbejdsmarked, ikke mindst i forhold til de mange, nu tidligere LO-forbund.
”Vi har i dag over 224.000 medlemmer i alt i fagforeninger og a-kasse, og det bekræfter jo vores koncept, at lønmodtagere efterspørger en høj grad af både faglighed og medlemsservice i alle afdelinger. Hos os kan man ikke blive valgt på en generalforsamling til et job.
Alle vores medarbejdere er rekrutteret med afsæt i deres faglige kompetencer, og alle yder en god og stor indsats i hverdagen. Og så er ingen i tvivl om, at vi som fagforening er til for medlemmerne, ikke omvendt”, siger Johnny Nim.
Medlemmer med tilknytning til arbejdsmarkedet
Danmarks Statistiks medlemstal for de danske fagforeninger adskiller sig i mange tilfælde væsentligt fra de medlemstal, som de enkelte fagforeninger og Fagbevægelsens Hovedorganisation offentliggør på deres hjemmesider.
Det hænger sammen med, at Danmarks Statistik kun registrerer antallet af medlemmer med arbejdsmarkedstilknytning, mens elevmedlemmer, pensionistmedlemmer og efterlønsmodtagere ikke tælles med.
For eksempel angiver FH på sin hjemmeside det samlede medlemstal til god 1,3 millioner, 268.000 flere end det antal, som Danmarks Statistik har registreret.