28. juni 2024
Den 24. juni 2024 har Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats fremlagt deres anbefaling til regeringen i forhold til, hvordan beskæftigelsesindsatsen kan se ud fremover.
Anbefalingerne lægger op til den største forenklings- og afbureaukratiseringsreform af den danske beskæftigelsesindsats nogensinde. Der skal mere fokus på mennesket og dets behov frem for bureaukratiske regler.
Reformforslaget indeholder 6 hovedanbefalinger, som i større eller mindre grad har betydning i forhold til a-kassen:
- Færre målgrupper og særregler:
Fra 13 til 5 målgrupper for beskæftigelsesindsatsen og afskaffelse af en lang række særregler.
- Individuelt tilrettelagt indsats for borgeren:
Frihed til sagsbehandlerens faglighed og fokus på en mere individuel tilrettelagt indsats for borgerne.
- Værdigt sanktionssystem i balance:
Afstemte rådighedskrav med fokus på rådighed for borgere tæt på arbejdsmarkedet og en markant lempelse for syge borgere og borgere længere fra arbejdsmarkedet.
- Nedlæggelse af jobcentrene og fri organisering:
Krav til, at kommunerne skal have et jobcenter, fjernes, og kommunerne får fuld juridisk frihed til, hvordan de vil organisere beskæftigelsesindsatsen internt og imellem hinanden.
- Mere plads til a-kasser og private leverandører:
A-kasser og private leverandører får nye opgaver i indsatsen med mere valgfrihed for borgerne.
- Styring efter resultater:
Friere rammer til kommuner, a-kasser og aktører med fokus på resultater frem for proceskrav.
Vær opmærksom på, at der kun er tale om anbefalinger. Det vil sige, at det er uvist, i hvilket omfang man politisk ønsker at gå videre med anbefalingerne, og hvornår ændringerne i så fald vil ske.
Du kan læse mere om anbefalingerne her.