21. november 2017
Der er fremsat et lovforslag, som skal sikre et mere enkelt og klart regelsæt for dagpenge for selvstændige. Samtidig arbejdes der også på at forbedre reglerne om supplerende dagpenge, hvilket er en fordel for dig, som arbejder på nedsat tid i en periode.
Nye dagpengeregler for selvstændige
Forslaget lægger op til, at reglerne for selvstændige kommer til at ligne reglerne for lønmodtagere noget mere.
Der vil være mere fokus på aktiviteten fx lønmodtageraktivitet, selvstændig virksomhed, formueforvaltning eller fritidsbeskæftigelse fremfor din status som enten lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende.
Et andet element i forslaget er, at dagpenge optjenes og beregnes ved en summering af al A- og B-indkomst og overskud i selvstændig virksomhed.
Dagpengesystemet bliver i højere grad baseret på faktiske oplysninger om din indtægt og aktiviteter, som nemt kan kontrolleres.
Endvidere bliver det nemmere for dig at ophøre med selvstændig virksomhed fx ved, at du afmelder din virksomhed på virk.dk og fremviser et ophørsbevis. Eller ved at du afgiver en Tro og love-erklæring om ophør, hvis det ikke er muligt at fremvise et ophørsbevis.
Nye regler om supplerende dagpenge
Hvis du er ledig og modtager supplerende dagpenge, betyder de nye regler en forbedring, fordi du får mulighed for løbende at genoptjene retten til supplerende dagpenge.
Derudover kan perioden på supplerende dagpenge forlænges med op til 12 uger, hvis du har haft arbejde. En periode med supplerende dagpenge har indtil nu været begrænset til 30 uger.
Desuden vil du blive undtaget fra begrænsningen på 30 uger for supplerende dagpenge, hvis du er sendt hjem på grund af arbejdsmangel eller arbejdsfordeling, der skyldes perioder med manglende arbejde.
De nye regler forventes at træde i kraft den 1. oktober 2018.
Mere information
Vi følger udviklingen og vender tilbage med mere information om de nye regler.