Sommerpakke skal genstarte økonomien efter corona

18. juni 2020

Samfundet er ved at åbne op efter corona, og en ny politisk aftale om en sommerpakke skal sørge for at genstarte økonomien ved at uddele penge til forskellige grupper m.m. Du kan bl.a. få udbetalt 3 uger af dine indefrosne feriepenge. 

Opdateret 14. august 2020

Vi giver her et overblik over de initiativer i den nye politiske aftale, som er interessante, hvis du er lønmodtager, selvstændig, dagpengemodtager eller på offentlig forsørgelse.

Bemærk at der kan ske ændringer, når de endelige love vedtages, så følg med i udviklingen. Vi holder dig opdateret.

Du kan få udbetalt 3 ugers indefrosne feriepenge

Har du optjent feriepenge i perioden 01.09.19 - 31.03.20, kan du få 3 ugers feriepenge udbetalt senest i oktober 2020. Udbetalingen af dine feriepenge vil ikke blive modregnet i dine dagpenge eller andre forsørgelsesydelser og offentlige ydelser.

De 3 ugers feriepenge var oprindeligt indefrosset i den ny feriefond pga. den nye ferielov for at sikre, at du ikke fik dobbelt feriepenge, når vi overgår til samtidighedsferie den 1. september 2020. Feriepengene skulle først have været udbetalt til dig, når du forlader arbejdsmarkedet, men 3 ud af dine 5 ferieuger udbetales altså allerede i år.

Er du nysgerrig efter at vide, hvor mange feriepenge du får udbetalt, kan du prøve beregneren på finans.dk.

Bemærk at vi endnu ikke kan svare på konkrete spørgsmål om udbetalingen af dine feriepenge, da vi afventer, at loven bliver vedtaget.

1.000 kr. skattefrit til dig på offentlig forsørgelse

Får du fx pension, førtidspension, dagpenge, efterløn, sygedagpenge, fleksløntilskud, kontanthjælp eller SU vil du få udbetalt 1.000 kr. senest i oktober 2020. Tilskuddet modregnes ikke i dine offentlige ydelser.

6 måneders ekstra dagpenge til ledige

Først fik de ledige 4 måneders ekstra dagpenge pga. corona-krisen, og det er nu blevet udvidet med 2 ekstra måneder.

Det vil sige, at du ikke forbruger af din 2-årige dagpengeperiode i 6 måneder. Du vil altså stå med det samme dagpengeforbrug den 31. august, som du gjorde den 1. marts. Læs mere om 6 måneders ekstra dagpenge.

Husk også at beskæftigelsesindsatsen er åbnet op igen, dvs. at ledige igen skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet m.m.

Selvstændige kan få dagpenge uden at have været i a-kassen

Selvstændige kan få dagpenge fra ”første medlemsdag”, selvom du ikke har været medlem i a-kassen i ét år, hvilket normalt er et krav for, at du kan få dagpenge.

Det kræver dog, at du betaler kontingent for ét år, når du melder dig ind, og at du ellers opfylder de normale betingelser for at få ret til dagpenge.

Det bliver også lettere for selvstændige at få dagpenge, hvis de er omfattet af et forbud mod at åbne virksomheden pga. corona.

Læs mere om de selvstændiges dagpengeret.