VI MENER: Eksklusivaftaler hører fortiden til

6. februar 2018

Det Faglige Hus måtte en tur omkring Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og tilmed banke i bordet hos embedsmændene, før vi i december fik gjort op med erhvervsskolers forskelsbehandling af deres kursister.

Af landsformand Johnny Nim


Vi ved godt, at flere LO-forbund ikke anerkender, at eksklusivaftaler er dømt ulovlige. Men det er dybt kritisabelt, når erhvervsskoler i et moderne samfund stadig hopper med på eksklusivgalejen og ligefrem kræver, at kursisterne er medlemmer af Dansk Metal for at få udstedt et bevis på overbygningsuddannelserne som automatiktekniker, datatekniker, it-supporter, køletekniker og smed rustfri.

Der må ikke gøres forskel

Det er uddannelsespakker, som DI og Dansk Metal aftalte af indføre for mange år siden - altså mens eksklusivaftaler var lovlige. Men parterne ”glemte”, at de enkelte kursusmodeller er AMU-kurser, som afvikles på erhvervsskoler, som vi alle betaler til via vores skat. Og så må der ikke gøres forskel på Per og Poul.

Sagen burde have været lukket hurtigt og elegant, da en medarbejder i Det Faglige Hus kontaktede Fagligt Udvalg, men her stod man fast på, at ordningen var lovlig.

Bagefter burde Dansk Industri som overenskomstpartner også have reageret, men de havde åbenbart ikke mod til at tage et opgør med overenskomstpartneren Dansk Metal.

Praksis var ulovlig

Var det blot en principsag, havde vi haft masser af tid, men for os handlede sagen også om at hjælpe et jobsøgende medlem, der havde brug for at dokumentere, at han havde videreuddannet sig.

Efter et lidt langt tilløb gav Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til sidst erhvervsskolerne besked om, at deres praksis var ulovlig, og at de selv skal udstede et uddannelsesbevis til alle de kursister, der ikke er medlemmer af Dansk Metal.

En god udgang. Men det er alligevel pinligt, at det skal være så besværligt at sende eksklusivaftaler tilbage til den fortid, hvor de hører til.