Det Faglige Hus er et paraplybrand for en række fagforeninger, a-kasse og forening for selvstændige. Som medlem af vores organisationer er du sikker på, at dit kontingent ikke bliver brugt til at støtte politiske partier og lignende. Vi mener, at politik er en privat sag, som det er op til det enkelte medlem at forholde sig til uden indblanding fra andre.
Idéen er og har altid været, at det skal være muligt for lønmodtagerne og selvstændige at få både en faglig og a-kassemæssig dækning uden, at det skal koste en formue.
Her skulle der have været en video. Den kan kun vises, hvis du accepterer marketing cookies. Det kan du gøre ved at klikke på det lille, runde ikon nederst i venstre hjørne af hjemmesiden og ændre indstillinger i popup'en.
Det Faglige Hus i dag
Det Faglige Hus rummer i dag 4 faglige organisationer og en a-kasse. FK/TS, Fagforeningen Danmark, 2B - Bedst og Billigst samt Foreningen Danske Selvstændige. Herudover er Det Faglige Hus - A-kasse også at finde i Det Faglige Hus.
Det startede i 1988 med funktionærer
Startskuddet til det vi i dag kalder Det Faglige Hus lød i 1988, hvor TeknikerSammenslutningen blev etableret. Det var en fagforening for tekniske funktionærer. Der viste sig hurtigt et behov for at optage en bredere medlemsskare, hvorfor navnet blev ændret til FunktionærKartellet/TeknikerSammenslutningen (FK/TS). Navneændringen muliggjorde, at alle funktionærer kunne optages som medlemmer.
I 1998 blev Det Faglige Hus for alle
Der skulle gå ti år med konstant medlemsfremgang før end Fagforeningen Danmark så dagens lys. I denne fagforening kunne alle lønmodtagere, der ikke var funktionærer optages som medlemmer. Denne fagforening havde også stor succes og tiltrak mange nye medlemmer.
I 2002 kom a-kassen til
Rigtig stærkt begyndte det dog for alvor først at gå, da Det Faglige Hus - A-kasse (tidligere Danske Lønmodtageres A-kasse) blev født i 2002.
Sidste skud på stammen er den nye fagforening 2B - Bedst og Billigst, der så dagens lys den 1. januar 2006. Grunden til at endnu en tværfaglig fagforening etableres, er ønsket om at tilbyde en ren faglig ydelse uden ulykkesforsikring og med nogle enkle krav til medlemmerne, som medvirker til at forenkle administrationen, og derved åbne op for muligheden for at nedsætte det i forvejen lave kontingent yderligere.
I marts måned 2011 besluttede vi at ændre navn fra Danske Lønmodtageres A-kasse til Det Faglige Hus - A-kasse. Vi foretog navneændringen, fordi vi i højere grad ønsker, at a-kassen forbindes med vores overordnede brand - Det Faglige Hus.
Afdelinger og medarbejdere
I takt med at medlemstallet er steget, er antallet af afdelinger og medarbejdere også vokset. Vi har nu kontorer 9 steder i landet. Hovedkontoret finder man i Esbjerg. De 8 underafdelinger er placeret i henholdsvis Kolding, Aarhus, Herning, Aalborg, Odense, Ringsted, København og Hillerød. Medarbejderstaben tæller nu mere end 400, så Det Faglige Hus er nu repræsenteret af mange specialister - herunder bl.a. advokater, jurister, socialrådgivere og erfarne sagsbehandlere.
Nyt hovedkontor
I 2012 tog Det Faglige Hus første spadestik til vores nye hovedkontor ved motorvejen og lufthaven i Esbjerg. I august 2013 blev det nye hovedkontor på 8.300 m2 taget i brug af de 180 medarbejdere, der før var spredt på fire kontorer forskellige steder i Esbjerg. Nu bliver det meget nemmere for medarbejderne at samarbejde på tværs af afdelingerne og forenkle forretningsgangene og helt sikkert gavne vores medlemsservice. Læs mere om hovedkontoret i Esbjerg.
Overenskomst med Arbejdsgiverforeningen KA
Vi indgik en 2-årig overenskomst med KA i foråret 2017. Overenkomsten er sidenhen blevet fornyet i 2019 og igen i 2022. Den gælder for 900 virksomheder og ca. 25.000 ansatte inden for forskellige fagområder.
Mål og visioner
Det Faglige Hus er Danmarks største tværfaglige fagforening med a-kasse for alle. Vores vision er at blive Danmarks største fagforening med a-kasse. På kort sigt er det målet at runde 220.000 tilfredse medlemmer i 2025. Læs om vores målsætning og visioner for Det Faglige Hus.