På nogle arbejdspladser aftaler vores medlemmer ansættelsesvilkårene direkte med deres arbejdsgiver uden at inddrage fagforeninger.
Den øvrige del af medlemmerne arbejder typisk under landsdækkende områdeoverenskomster, hvad enten vores medlemmer ønsker at være dækket af disse overenskomster eller ej.
De traditionelle fagforbund har i praksis monopol på landsdækkende områdeoverenskomster. Et system med paralleloverenskomster, som man ellers kender fra andre lande, er ikke en realistisk mulighed i Danmark.
Vi kan derfor ikke gøre krav på at fremstå som lønmodtagernes modpart til arbejdsgivernes hovedorganisationer. Derfor opfatter vi hverken vores organisation eller vores medlemmer som nogle, der "nasser" på de traditionelle forbunds overenskomster.
Vi er en medlemsvenlig, ikke-partipolitisk og billig fagforening, der arbejder ud fra de givne præmisser, og vores medlemmer kan opleve, at andre organisationer indgår overenskomster på deres vegne.
Kompetente medarbejdere
De største opgaver i Det Faglige Hus handler om, at vi skal sikre medlemmerne deres rettigheder på arbejdspladsen og sørge for udbetaling af dagpenge, når de er ledige.
De enkelte sager i vores fagforeninger og a-kasse behandles af en faglig kompetent medarbejder med ekspertise i form af uddannelse og erfaring inden for det pågældende sagsområde og ofte med supervision fra eller i samspil med andre eksperter, eksempelvis jurister og advokater.
Fokus er rettet mod det enkelte medlem, hvad enten vedkommende er offentligt ansat eller ansat på det private arbejdsmarked på enten en overenskomstdækket eller ikke-overenskomstdækket virksomhed. Det Faglige Hus er en professionel organisation, hvor det er kvalifikationer og ikke valg, der afgør, hvem der bestrider de enkelte jobs.
Det forstår vi ved god service:
Vi spørger, om du er tilfreds med vores service, når du har været i kontakt med os. Vores mål er, at medlemmerne giver os topkarakterer (over 5 på en skala fra 1-6).
Vi tager kritik fra medlemmerne alvorligt, og du kan som medlem altid sende en klage til os. Klagerne bliver håndteret hurtigt fra central side. Det er vores hensigt at sikre en ensartet håndtering af klager i hele organisationen - uanset hvilken afdeling klagen vedrører.