Charlotte gik glip af fleksløntilskud

Det var kommunen selv, som plantede mistanken om, at der var noget ravruskende forkert med beregningen af Charlotte Youngs fleksløntilskud. Hun fik bekræftet sin mistanke, efter at Det Faglige Hus havde tjekket lønsedler for ca. halvandet år, og der efterfølgende røg en efterbetaling på 20.000 kr. ind på lønkontoen – vel at mærke efter skat.

Foto: Charlotte Young

”Jeg kom i fleksjob som bybuschauffør i Esbjerg i december 2022. Min løn svinger fra måned til måned, afhængig af hvor meget jeg har fået udbetalt i tillæg for aften, nat og weekender den pågældende måned.

Men da mit fleksløntilskud fra kommunen varierede fra 4.000 til 11.000 kr. om måneden, fik jeg mistanke om, at der var noget galt,” siger Charlotte Young.

Hun tog i foråret 2024 kontakt til Det Faglige Hus, hvor socialrådgiver Hanne Julius gik i gang med at tjekke alle Charlottes lønsedler siden hendes første arbejdsdag som chauffør i august 2022. Det var noget af en opgave, da bybuschauffører som sagt ikke har en fast løn, men at lønnen varierer efter, hvor mange tillæg, der løber på den pågældende måned.

Lønloftet var sat for lavt

Problemerne i Charlottes sag har bl.a. været, at lønloftet generelt set var sat for lavt, da hverken Charlottes tillæg eller de pensionsgivende løndele af hendes tillæg var medregnet i lønloftet. Herudover var lønloftet ikke hævet i forbindelse med udbetaling af særlig opsparing og søgnehelligdagsbetaling.

Charlotte er desuden 14-dages lønnet, og i de måneder, hvor hun havde 3 lønudbetalinger, var lønloftet heller ikke hævet,” forklarer socialrådgiver Hanne Julius.

Hanne Julius nåede igennem alle lønsedlerne i sommeren 2024 og beskrev over for Esbjerg Kommune de fejl, som hun havde konstateret under sin gennemgang. Samtidig bad hun kommunen indhente korrekte oplysninger fra Charlottes arbejdsgiver og lave en ny beregning af fleksløntilskuddet.

Løntjekket førte til en efterbetaling af tilskud til Charlotte på i alt 28.300 kr. – godt 20.000 kr. efter skat.

Fra fleksjob til fuldtidsjob

Det lå ellers ikke i kortene, at Charlotte i en alder af 48 år skulle ende bag et busrat. Hun fik tilkendt fleksjob i 2015 på grund af fibromyalgi og psykiske mén som følge af stress, og efter mange år som ufaglært gik hun i gang med en kontoruddannelse.

Charlotte arbejdede med forefaldende kontorarbejde i forskellige brancher, men slog til, da hun fik tilbudt arbejde med at servicere servicestationer. Det kunne hendes hænder dog ikke holde til, og det var særlig slemt i de kolde vintermåneder, så i efteråret 2022 kom hun på et genopfriskningskursus og fik ”støvet” sit buskørekort af:

”Jeg elsker at køre bus, og jeg nyder de mange snakke, som jeg har med mine passagerer. Jeg var visiteret til fleksjob på 12 timer om ugen, men bad om at få flere og flere timer. Så snart man kommer over 18,5 timer om ugen, anses man som selvforsørgende, så til sidst søgte jeg og fik fuldtidsjob med aftenkørsel.

Det kan være lidt hårdt i nogle uger, men omvendt slipper jeg for alt det stress med løntilskud, som også følger med et fleksjob,” siger Charlotte.

Taknemmelig for hjælpen fra Det Faglige Hus

”Jeg er bestemt ikke blevet skuffet over medlemskabet i Det Faglige Hus, tværtimod. 3F-tillidsrepræsentanten ude på arbejdet siger godt nok, at vi bør stå i 3F, men jeg skifter ikke fra Det Faglige Hus og slet ikke nu, hvor de i den grad har hjulpet mig. Forresten skal jeg også være medlem i a-kassen, nu hvor jeg ikke er fleksjobber længere.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for den hjælp, som jeg har fået. Hanne Julius i Social Team er en fantastisk kvinde. Hun kan sit kram og er en ualmindelige rar person,” siger Charlotte Young.

Læs også nyheden: Fleksjobbere går glip af millioner i tilskud