Anette Mørup fra Herning var bare 16 år, da hun kom i lære som bygningsmaler, og hun elskede sit job. Men efter 24 år i faget meldte skulderen pas, og hun har nu efter 13 års sagsbehandling endelig fået sin arbejdsskadesag afsluttet.
Foto: Anette Mørup
”Jeg var ansat i et lille malerfirma med 3-4 ansatte og var rigtig glad for mit job og mine kolleger. I april 2011 arbejdede jeg i et stort hus med højt til loftet, og jeg gik konstant med armene strakt opad.
Jeg begyndte at få ondt i skulderen, men holdt den kørende indtil sommer i den tro, at det nok gik over igen, når skulderen fik ro under 3 ugers ferie,” fortæller den i dag 51-årige Anette Mørup.
Ganske rigtigt, men der gik kun en uge, før smerterne vendte tilbage i skulderen. Anette kunne se i spejlet, at det var som om, skulderen hang lidt, så hun kontaktede en fysioterapeut. Efter 3 besøg hos fysioterapeuten var skulderen sat på plads igen, men da var skaden sket.
Anette blev også indkaldt til undersøgelse på Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning i 2011 og fik diagnosen seneskedehindebetændelse i skulderen.
Skulderskaden var en erhvervssygdom
Hun kæmpede for at bevare sit arbejde på fuld tid indtil oktober 2012, men så var det slut med pensler og ruller. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) mente imidlertid ikke, at der var en sammenhæng mellem skulderbelastningen i april 2011 og arbejdsmedicinernes diagnose i december og gav Anette et afslag.
Det Faglige Hus ankede, og sagen kom til Ankestyrelsen, der omgjorde beslutningen og anerkendte skaden som en erhvervssygdom.
Der blev gennemført en funktionstest, der beskrev svære smerter, både når skulderen var i hvile og ved belastning samt moderat muskelsvind i en del af skulderen, og AES afgjorde herefter, at Anette havde ret til en godtgørelse for varigt mén på 5%, men ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
Siden foråret 2013 og 11 år frem har det været en konstant kamp for Anette og arbejdsskadekonsulent i Det Faglige Hus, Birthe Julius, at få ret til at være ret.
Erhvervsevne var nedsat med 80 %
Ankestyrelsen afgjorde i 2014, at Anettes mén er 8 %, mens der gik et år mere, før AES kom frem til, at Anettes erhvervsevne var nedsat med 50%, og hun derfor havde ret til en løbende erstatning.
Anette fik i 2017 tilkendt fleksjob, men har på intet tidspunkt kunnet holde til at arbejde hverken 5 eller 10 timer om ugen, og den 1. oktober 2023 fik hun tilkendt førtidspension. I foråret 2024 afgjorde AES, at erhvervsevnen var nedsat med 80 %, og med denne endelige afgørelse kunne Anette koncentrere sig fuldt og helt om at skabe en tålelig hverdag.
”Smerterne kommer jeg aldrig af med. Når jeg står op om morgenen og har meget ondt, er det som regel, fordi jeg har lavet for meget dagen før. Men bare dét, at jeg ikke konstant skal åbne breve fra det offentlige i e-Boks og tankerne om, hvad de nu har fundet på, gør livet meget lettere.”
Det Faglige Hus var en stor støtte
”Jeg kan ikke lave noget af det praktiske herhjemme, så vi har mange hjælpemidler og robotter til både at slå græs og støvsuge. Desuden har min mand i alle årene været en kæmpe støtte for mig i hverdagen.
Dét, som jeg nok nyder mest, er, at jeg ikke længere skal forsvare mig eller min sygdom over for nogen. At jeg har papir på, at jeg er handicappet, for der er jo ingen, der kan se, at jeg fejler noget”, siger Anette Mørup, der 2 gange om ugen går til henholdsvis til varmtvandstræning og træning hos en fysioterapeut.
Anette er ikke i sekund i tvivl om, at hun aldrig havde holdt til den årelange sagsbehandling, hvis ikke hun havde haft Det Faglige Hus i ryggen:
”Jeg er dybt imponeret over, hvad jeg har fået af hjælp. Jeg har ikke følt mig stresset, for Birthe Julius har haft helt styr på arbejdsskadesagen. Ligesom hun og konsulenterne i Social Team har støttet mig psykisk under hele forløbet. Det Faglige Hus har kort sagt været der for mig på alle måder”.
Læs flere historier
Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået.