I 2011 var der fuld fart over Maria Wincentz Christiansen fra Karise. Den dengang 32-årige kvinde var lige begyndt i et nyt job som salgskonsulent, og i fritiden arbejdede hun som frivillig kontrollør under sportsbegivenheder og koncerter.
Foto: Maria Wincentz Christiansen
En sen nattetime i oktober 2011 kom Maria Wincentz Christiansen ind til scenen efter en pause, hvor hun sammen med kolleger havde hentet vand og kaffe. Hun havde favnen fyldt med flasker og en kop kaffe i hånden, og i området mellem scenehegnet og selve scenen fik hun sat foden ind i en defekt kabelbakke. Kappen skulle afdække en masse kabelinstallationer, men den kunne ikke lukkes, og pga. dårlig belysning kunne man ikke se noget.
”Jeg falder forover og slår venstre side af hovedet lige ned i et metaltrin i 30-40 centimeters højde. Jeg opdager egentlig ikke noget, før jeg ligger på ryggen og ærgrer mig over, at jeg nu skal op at hente kaffe igen. Så mærker jeg, at jeg har fået næseblod,” fortæller Maria.
Hun bliver hjulpet ud til samaritterne og bliver bedt om at opsøge skadestue eller læge. Hun havde ikke mulighed for at komme afsted på egen hånd, så hun trodser hovedpinen samt en voldsom hævelse i både ansigtet og det ene knæ og går lettere fortumlet rundt på pladsen, indtil koncerten er slut, og en kollega kan køre hende hjem.
Kunne ikke længere huske noget
Dagen efter var hun hos egen læge, der meddelte, at de var nødsaget til at afvente, at hævelse i knæ og ansigt havde lagt sig for at kunne vurdere skaderne. Maria blev sygemeldt i 14 dage til at starte med og genoptog derefter sit job, i starten kun med få timer.
”Kort tid efter begyndte min kolleger at lægge mærke til, at jeg ikke længere kunne huske noget, og jeg gik ind i ting hele tiden. Det blev med tiden værre og værre, samtidig med at jeg ikke kunne acceptere, at der var noget galt med mig.
Når jeg var i arbejdsprøvning i bare 4 timer, gik jeg i brædderne så snart, jeg kom hjem fra arbejde. Jeg sov flere timer og kunne ikke overskue noget som helst. Jeg fik hverken lavet mad og gjort rent, og der kunne gå en uge, uden at jeg kom i bad,” fortæller den i dag 41-årige Maria, der på grund af skaden fik hjernerystelse, nedsat syn på venstre øje samt problemer med sit samsyn.
Erstatning for varigt mén og tab af erhvervsevne
Maria har fået erstatning for varigt mén på 12%, og hendes tab af erhvervsevne er foreløbig vurderet til 40%. Efter genoptagelse af varigt mén blev Maria sendt til ny speciallægeundersøgelse hos en neurolog. Neurologen afslører, at hun har flere skader udover den kroniske hjernerystelse, nemlig piskesmæld og nerveskade på den store ansigtsnerve. Det udløste ikke mere i varigt mén, da Ankestyrelsen vurderede, at generne skyldes andre forhold end arbejdsskaden.
”I starten gjorde jeg rovdrift på mig selv, når jeg var i arbejdsprøvning, fordi jeg ville mere, end jeg kunne, og jeg kunne ikke acceptere, at der var noget galt,” siger Maria, der selv har måttet være aktiv og presse på i forhold til genoptræning og praktikforløb.
Fleksjob hos Folkekirkens Nødhjælp
Maria var i praktik i 3 år hos Bygma Rønnede, men da hun på egen foranledning droppede den smertestillende medicin, kunne hun ikke længere holde til at gå på det hårde betongulv.
Hun kontaktede Folkekirkens Nødhjælp og kom i praktik og skulle hjælpe med at opbygge og renovere deres forretninger. Efter et år blev Maria indstillet til midlertidig fleksjob, og hun blev i 2017 ansat hos Folkekirkens Nødhjælp med henblik på opbygning af et sorteringslager i Rønnede.
I Det Faglige Hus har Lene H. Pedersen hjulpet Maria gennem revalideringsforløbet og frem til det fleksjob, som hun har i dag, mens Birthe Julius har bistået under arbejdsskadesagen:
”Selv om Maria havde kontrolløropgaven som et frivilligt arbejde var der heldigvis ingen problemer med at få skaden anerkendt som arbejdsskade. Det har været et meget langt forløb for hende, men det er dejligt at se, at hun nu er kommet videre og tilbage på arbejdsmarkedet i et fleksjob, som hun synes om," siger arbejdsskadekonsulent Birthe Julius.
Maria Wincents er også tilbage som frivillig kontrollør med opgaver cirka hver 14. dag, og opbakningen til hendes udfordringer har været super positive, og det har givet hende kampgejst til at finde løsninger på hendes egne udfordringer, og hvordan hun kan komme lettere igennem dem.
”Jeg har fået mit liv ind i nogle rammer, som jeg kan overskue og er ved at finde ud af, hvad der fungerer eller ikke fungerer for mig. Med tiden lærer jeg nok også at forudse de sorte huller, inden jeg falder i dem, men jeg bliver aldrig fri for dem.”
Læs flere historier
Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået.